Omkring Russell-tribunalet i Sydafrika 2011

Reportage af Brita Bastogi, Human Rights march - Kvinder i Dialog

Måtte dette tribunal forhindre tavshedens forbrydelse

Sådan udtrykte den engelske filosof Bertrand Russell håbet for Vietnam-tribunalet i 1966. Og dette håb, der stadig er mottoet for tribunalet om Palæstina, blev gang på gang understreget i Cape Town.

For hvorfor skal Russell-tribunalet om Palæstina samles for tredje gang? Det skal det, understregede Stéphane Hessel, for at give civilsamfundet oplysninger - saglige, velbegrundede oplysninger med baggrund i Folkeretten og FN’s traktater - for at propagandaen kan trænges tilbage, og folk kan protestere med velunderbyggede argumenter overfor deres regeringer, som i tavshed støtter eller lukker øjnene for Israels forbrydelser. Nu er det nok!

Russell-tribunalet om Palæstina er en folkelig domstol. Den bliver gennemført med de samme procedurer som en officiel domstol. Tilhørerne rejser sig i tavshed, når juryen træder ind eller forlader lokalet. Her må ikke klappes, selv når en ekspert eller et vidne siger ting, der appellerer til jubel (hvilket var meget svært at styre her i Sydafrika).  

Men en sådan domstol skal finansieres. Og det blev muligt i kraft af jurymedlemmet Stéphane Hessels lille bog ”Gør oprør” – hele overskuddet fra salget gik til afholdelse af Russell-tribunalet i Sydafrika.

Apartheid og District Six

Det overordnede emne for dette tredje tribunal om Palæstina var apartheid, og det måtte selvfølgelig afholdes i Sydafrika. Ydermere foregik tribunalet på District Six museet. District Six har en særlig klang i Sydafrika. Under apartheid­regimet var det et område for folk af alle racer. Derfor blev det jævnet med jorden og alle beboere flyttet ud. I dag er det én stor tomt, en mindelund, hvor enkelte bygninger begynder at skyde op i yderkanten, og hvor de tidligere beboere i princippet har fortrinsret til at flytte ind. Midt på denne græsmark ligger der en stor bunke murbrokker - det klareste monument over apartheid.

Museet handler kun om dette områdes historie. Et mere passende sted for tribunalet kunne næppe findes. Man føler tydeligt, at forståelsen for emnet ligger lige under huden hos sydafrikanerne. Deres solidaritet er baseret på en oplevet virkelighed.

Vi opdrog vore fangevogtere til medmenneskelighed  

Russell-tribunalets deltagere skulle selvfølgelig også besøge Robben Island, hvor Nelson Mandela og mange andre politiske fanger sad fængslet i årevis.

Men personalet på øen strejkede på grund af dårlige forhold, og selvfølgelig var Russell-tribunalet ikke strejkebrydere. I stedet fik vi et foredrag af Ahmed Kathrada med film fra øen. Det var bevægende, at det var en af Mandelas medfanger, idømt livsvarigt fængsel i 1964, der fortalte om de selvoplevede forhold.

Selv på Robben Island blev reglerne for raceadskillelse opretholdt. Kathrada, der er inder, havde ret til mere kød og større portioner end de sorte fanger. Disciplinen blandt de politiske fanger må have været en historie for sig, for ”det var os, der opdrog vore fangevogtere til medmenneskelighed”, fortalte han. Det kom også til udtryk i et digt fra 1993. (se box med digt  

Ahmed Kathrada endte sit foredrag med en hyldest til martyrerne: Skole­børnene, der blev dræbt i Soweto, Steve Biko, tortureret til døde, Chris Hani, myrdet, Ruth First, gift med kommunisten Joe Slovo. Hun var professor ved universitetet i Maputo i Mozambique og modtog en pakke med posten; den eksploderede i hænderne på hende og dræbte hende. Jeanet School, der modtog en pakke fra Sydafrika i Angola; den dræbte både hende og hendes 12 år gamle datter. Ahmed Kathradas liste var på 17 personer og begivenheder.

På muren ved billetsalget til Robben Island står et digt af Ahmed Kathrada.  

Tavsheden om tribunalet er brudt

Opbakningen, varmen, er utrolig. Måske derfor er modstanden også stærkere.

Foran indgangen til museet protesterer zionisterne og kalder begivenheden et kænguru-tribunal (1). De er meget aggressive og nærgående overfor deltagerne, der går ud og ind. Heldigvis har COSATU, det sydafrikanske LO, sørget for sikkerhedsvagter, så man føler sig ganske rolig med disse store fyre, der står parate til at gribe ind, skulle demonstranterne blive voldelige.  

I aviserne har diskussionerne for og imod stået på i dagevis, også længe før tribunalets start. 

To agtværdige sydafrikanske jurister, John Dugard og Richard Goldstone, har begge udtalt sig i medierne, med diametralt modsatte opfattelser af, om Israel udøver apartheid mod palæstinen­serne eller ej.

Professor John Dugard, der var FN’s særlige rapportør om Palæstina til FN’s Menneskerettigheds­komite, er utvetydig i sin udmelding om, at Israel udøver apartheid mod palæstinenserne, og at den er endnu værre end den sydafrikanske.  

Højesteretsdommer Richard Goldstone, selv jøde, var leder af FN’s Fact Finding Mission om Gaza efter Israels angreb i december-januar 2008-09. Missionen resulterede i den såkaldte Goldstone-rapport, som konkluderede, at Israel havde begået krigsforbrydelser. Men Goldstone blev sat på plads af stamme­frænderne, der forlangte bod og bedring. Og nu har han tydeligvis fortrudt sin rapport.

Så måske er det ikke så underligt, at samme dag som Dugard udtaler sig i Middle East Monitor om hvordan apartheid udtrykker sig i Palæstina, da mener Goldstone i The New York Times, at det er ren bagvaskelse.

Begge er vokset op i et land, som udøvede apartheid, og begge har via deres specielle erfaringer stor viden om forholdene, med den forskel at Goldstone er jøde og zionist. Det er åbenbart grund nok til, at deres konklusioner bliver så vidt forskellige.

John Dugard gør yderligere rede for hvorfor han mener, at Russel-tribunalet har sin berettigelse. Da der ikke findes nogen kompetent domstol, der er i stand til at udtale sig om Israels opførsel eller holde landet ansvarligt, må den internationale offentlighed udtrykke sin mening igennem et medie, der ligner en retssag, med vidneudsagn om Israels ulovlige opførsel, foran en jury af agtværdige personer, der repræsenterer den offentlige mening i mange lande.  

Richard Goldstone afviser tribunalet og betragter det kun som et påskud til at isolere og dæmoni­sere Israel.

Sådan går bølgerne i den internationale presse, og de er ikke mindre i Cape Town. I aviserne skriver ledende sydafrikanske zionister imod tribunalet. På tribunalets første offentlige presse­møde var der flere personer til stede blot med det formål at forhindre jurymedlemmerne Mansfield og Hessel i at komme til orde.

Det mest positive er nok, at Russell-tribunalet, der indtil nu har været ignoreret af de israelske myndigheder (i hvert fald på det officielle plan) lige pludselig er blevet så vigtigt - og farligt - at det skal gøres tavst.

Israel var inviteret til at sende repræsentanter til at fremføre deres argumenter, men havde valgt ikke alene at udeblive, men at forholde sig helt tavs til denne invitation.

På mødets anden dag blev tribunalets hjemmeside hacket og gik ned. På pressemødet den følgende dag blev deltagerne informeret om, at det var gjort med ekspertise. Spørgsmålet om hvem der stod bag hang i luften.

En endnu alvorligere ting skete. Få minutter efter at det palæstinensiske Knesset-medlem, Hannen Zoabi fra partiet Balad, havde vidnet, fik hun at vide, at der var indgivet en anmodning til Knessets etiske komite om, at hendes israelske statsborgerskab blev inddraget. Dette er meget alvorligt, og utroligt, i et land der påstår at være demokratisk.

Derfor har juryen skrevet til både den israelske og den sydafrikanske regering, som de beder gøre alt for at sikre Haneen Zoabi og de andre palæstinen­siske vidners tilbagevenden og sikkerhed.

Appellen til den sydafrikanske regering handler ikke kun om, at Sydafrika er værtsland, men også om at Sydafrika og Israel har tætte forbindelser både økonomisk og i opkøb af våben. En forbindelse, der vækker forargelse i befolkningen, idet Israel under den officielle boykot mod apartheid i Sydafrika, fortsatte med handel og våbensalg. Altså en forbindelse der føres videre under ANC-regeringen i dag.

Fra juryen sendtes desuden breve til de lande, som jurymedlemmerne kom fra: Belgien, Frankrig, Storbritannien, Spanien, USA og Irland. Der blev appelleret til medierne og de tilstedeværende om at lægge pres på deres regeringer.  

Varm og begejstret solidaritet  

Om aftenen efter Russell Tribunalets første dag havde den palæstinensiske solidaritetskomite (PSC) inviteret alle til et offentligt solidaritetsmøde. Man orkede næsten ikke, dagen havde været virkeligt krævende, den ene jurist efter den anden havde forklaret de forskellige juridiske love og traktater i forbindelse med retten til selvbestemmelse og apartheid. Man var træt, man havde hovedpine, man ville bare tilbage til hotellet. Men heldigvis tog vi med.

Forskellen fra en stille sal, hvor man i timevis havde koncentreret sig om at forstå love og paragraffer til en kæmpesal i et folkets hus, hvor lokale og gæster strømmede ind, mens der blev sunget og danset, var vidunderlig. Hovedpine og træthed var som blæst væk. Den ene tale afløste den anden, både lokale og gæster fra tribunalet som Leila Khalid, Jamal Juma'a, Jeff Halper og Rafeef Siadeh.

Mødet blev indledt af Martin Jansen, direktør for Worker’s World, der samarbejder med Danmark om forskellige projekter. Han snakkede om sydafrikanernes førstehåndskendskab til apartheid og sluttede med: "Det er derfor ingen tilfældighed at Israel har udviklet deres egen og værre version af apartheid og kolonial besættelse af palæstinenserne, idet de altid har været en aktiv støtte for og kollaboratør med apartheidstaten”. Jamal Juma’a talte engageret om volden og blev mødt med tordnende klapsalver - Amandla (magten) råbte en og hele salen svarede Awetu (til folket) - og så brød de ud i endnu en sang. Rafeef Ziadah, der få timer forinden havde afgivet sit vidnesbyrd til tribunalet, skreg og hviskede sit digt om "Jeg er en tv-massakre - jeg er en arabisk kvinde" så passioneret, at jublen ingen ende ville tage. Jeff Halper, den eneste israelske jøde til stede, fortalte om nedrivningen af de indtil nu 26.000 palæstinensiske huse - og salen råbte: Vi kender det.  

Utroligt hvordan ægte solidaritet kan drive træthed og hovedpine på flugt.

(1) Kænguru-retssag – nedsættende udtryk for en domstolslignende proces, der ikke er juridisk bindende.