11 Rothschild Blvd. Tel-Aviv 66881, Israel

Tel:972-3-5168563, Fax: 972.3.5168563

Siden besættelsen af de palæstinensiske territorier i 1967 er palæstinensiske borgere, som anklages for sikkerhedsrelaterede eller andre lovovertrædelser, blevet retsforfulgt ved det militære retssystem i de besatte områder. Mere end 150.000 palæstinensere er blevet retsforfulgt ved de militære domstole siden 1990, og ca. halvdelen af de fanger, som til stadighed er fængslet i Israel, blev fængslet af de militære domstole.

Ikke desto mindre har det militære retssystem i de besatte områder arbejdet under total mørklægning indtil nu. Ikke ret mange undersøgelser og publikationer har beskæftiget sig med dets aktiviteter, og det er underlagt yderst mangelfuld indenlandsk kontrol. Yesh Din’s rapport, Backyard Proceedings, tilstræber at udfylde dette tomrum.

Rapporten undersøger et særligt aspekt af, hvad der finder sted ved de militære domstole: I hvilken udstrækning retssikkerhedsgarantier opfyldes i første retsinstans. Retssikkerhedsgarantier i strafferetten indebærer en "pakke af rettigheder", som garanteres overfor alle anklagede, mistænkte og anholdte og er almindeligt kendt som retten til en fair rettergang. Retssikkerhedsgarantierne sikrer, at enhver, som anklages, - i en hvilken som helst retssal – er garanteret rettigheder til at forsvare sig mod de anklager, som rejses imod ham.

Disse rettigheder rummer blandt andet retten til at forstå de anklager, som rettes imod en, at fremføre et fuldstændigt forsvar, at få effektiv assistance af en advokat, at udspørge vidner samt proceduremæssige rettigheder, som hører til i en retfærdig rettergang. Hvis disse rettigheder ikke er opfyldt, er der ikke tale om en retfærdig rettergang. Ligeledes forhøjer krænkelser af disse rettigheder risikoen for justitsmord.

Rapporten baserer sig på over 800 retssalsobservationer udført af frivillige fra Yesh Din ved militære domstole i Samaria og Judæa på Vestbredden, materiale modtaget fra IDF (Israeli Defence Forces), interviews af militært personale ved domstolene og forsvarsadvokater. Den afdækker en række alvorlige mangler og fejl med hensyn til gennemførelse af retssikkerhedsgarantier i det militære retssystem i de besatte områder.

En besættelsesmagts bemyndigelse til at etablere militære domstole i besat territorium, hvorved den kan retsforfølge lokale borgere, fremgår af artikel 66 i den fjerde Geneve-konvention og omfatter overtrædelser af sikkerhedsbestemmelser og love om offentlig orden. Andre artikler i fjerde Geneve-konvention så vel som andre bestemmelser, som udgør loven om væbnet konflikt, loven om væbnet besættelse og internationale menneskerettighedsbestemmelser, angiver minimumstandarder for sikring af eksistensen af retsgarantier ved disse domstole.

De militære forordninger, som er udstedt af IDF i de besatte områder, giver domstolene ekstra-territorial jurisdiktion, som sætter dem i stand til at stille en hvilken som helst person – borger i det besatte område eller ej – for retten for en hvilken som helst lovovertrædelse, hvad enten den er begået i det besatte område eller ej.

Dommerne her er officerer i almindelig eller reserve-tjeneste. Anklagerne er embedsmænd fra den centrale militære anklagemyndighed Military Advocate General, nogle af dem er endnu ikke certificerede advokater fra den israelske advokatsammenslutning. Forsvarsadvokaterne udgøres af nogle få dusin advokater, israelske og palæstinensiske. Og de tiltalte er palæstinensere, både mindreårige og voksne. Israelere bliver ikke anklaget ved disse domstole, skønt de militære domstole har fuld jurisdiktion over dem.

Titusinder af sagsanlæg finder sted ved de militære domstole hvert år. Her indgives der tusinder af anklageskrifter, som omhandler en lang række emner. De strækker sig fra klart sikkerhedsrelaterede lovovertrædelser til regulære kriminelle lovovertrædelser, ja endda trafikforseelser. I årene 2002-2006 anlagde den militære anklagemyndighed mere end 43.000 sager ved domstolene, hvoraf en tredjedel vedrørte sikkerhedsrelaterede lovovertrædelser (fjendtlig terroristaktivitet).

Alligevel drejede kun fem procent af sagerne sig om anklager for mord (en procent) eller forsøg på mord (fire procent).

Det militære juridiske system opererer ved to første instans domstole sammen med en militær appeldomstol. Ligeledes opererer en domstol for administrativ tilbageholdelse i Ofer Militærbasen i nærheden af Ramallah og i Ketzi’ot fængslet i det sydlige Israel.

Hovedparten af det militære retssystems aktiviteter finder sted ved de to første instans domstole – Samaria militær domstol, som ligger i Salem militærbasen i den nordlige del af Vestbredden, og Judea militær domstol, som ligger i Ofer militærbasen i nærheden af Ramallah. Disse domstole betjener også fire retssale, som er udpeget til retsmøder vedrørende varetægtsfængsling, og som udgør "grene" af domstole indenfor Israels grænser i: Jalame trafikknudepunkt, Petach-Tikva, Jerusalem og Ashkelon.

Antagelse af uskyld er det princip, som slår fast, at en person anses for at være uskyldig, indtil det uden for enhver tvivl er bevist, at han er skyldig. I udgangspunktet er pådømmelsen af civile, som er mistænkt for at være indblandet i aktioner mod IDF eller staten Israel, problematisk. Officerer, som fungerer som dommere, kan ikke adskille sig selv fra deres egen identitet, hverken som israelere eller som militært personel, når de fælder dom over dem, som opfattes som deres fjender - personer, som angiveligt er involveret i militante palæstinensiske organisationers aktiviteter.

Sikkerheds-lovgivningen siger intet om antagelse af uskyld ved militære domstole. Ikke desto mindre viser materiale, som er udsendt af Den Militære domstolsstyrelse selv en klar indikation af, hvor langt antagelsen af uskyld følges: Af 9.123 sager, som blev afsluttet ved de militære domstole i året 2006, blev de anklagede kun i 23 sager – hvilket udgør 0,29 % af afgørelserne – kendt uskyldige.

Yderligere indikationer vedrørende antagelse af princippet om uskyld ved de militære domstole ses af materiale vedrørende løsladelse af varetægtsfængslede (før der var rejst tiltale):

I 118 retsmøder vedrørende varetægtsfængslede, hvor Yesh Dins observatører var til stede, blev kun én person løsladt. Hvert af disse retsmøder, i hvilke en mistænkts varetægtsfængsling i gennemsnit blev forlænget med 10,2 dage, varede gennemsnitligt tre minutter og fire sekunder. Så varetægtsfængsling af mistænkte, som bringes for en militær domstol, bliver næsten altid forlænget i retsmøder, som varer få minutter. Retsmøder, som skal tillade "tilbageholdelse af anklagede til endelig domfældelse" (en tilbageholdelse, som kan forlænges mere end et år eller to) tog endnu kortere tid: et minut og 54 sekunder i gennemsnit. I hvert eneste af de sidstnævnte retsmøder, hvor Yesh Din observatører var til stede, accepterede domstolen anklagerens krav om tilbageholdelse indtil endelig domfældelse. Det tager altså mindre end to minutter at sende en person til tilbageholdelse til endelig domfældelse. Ifølge IDFs egne oplysninger fra slutningen af 2006 var 2/3 af de anklagede, hvis sag var under behandling ved en militær domstol, varetægtsfængslet.

Princippet om offentlig rettergang er et af de fundamentale principper som retssikkerhedsgarantierne er baseret på. Hvis der ikke er offentlig rettergang, kan der ikke være offentlig kontrol, og uden offentlig kontrol øges bekymringen for justitsmord. Imidlertid er retten til offentlig rettergang ikke absolut: alle retssystemer, inklusive international lov, erkender, at den i visse tilfælde – ifølge sagens natur - kan begrænses til fordel for andre interesser, hovedsageligt i sager om mindreårige, om national sikkerhed eller sager, i hvilke domstolen vurderer, at en begrænsning af offentlighed fremmer retfærdighedsinteresser.

Skønt sikkerhedslovgivningen bestemmer, at retsmøder skal være offentlige, bliver der lagt strenge restriktioner for, hvem der kan overvære retsmøder: familier til anklagede og tilbageholdte får kun tilladelse til at sende to repræsentanter til retsmøderne vedrørende deres slægtninge.

Andre, som ønsker at overvære retsmøder ved militære domstole i de besatte områder, skal på forhånd indsende en ansøgning med henblik på at opnå tilladelse fra en underordnet embedsmand i den Militære Domstolsstyrelse. Denne kan egenhændigt træffe afgørelse om tilladelsen. Faktisk bliver nogle af retsmøderne om varetægtsfængsling afholdt ved militære domstolsafdelinger, som er beliggende indenfor Israels grænser. På grund af aflukningspolitikken overfor palæstinensere i de besatte områder, er disse retsmøder helt utilgængelige for palæstinensere - selv hvis de er i familie med anklagede eller er palæstinensiske forsvarsadvokater. Ydermere bliver domstolenes afgørelser ikke offentliggjort.

De facto restriktionerne vedrørende offentlighedens tilstedeværelse ved de militære domstole og manglende offentliggørelse af domstolenes afgørelser skaber et retssystem, der fungerer udenfor offentlighedens søgelys, og som derfor grundlæggende unddrager sig offentlig kontrol.

International lov angiver to hovedkrav vedrørende anklagedes ret til at blive gjort bekendt med anklagerne imod ham: anklagede skal øjeblikkeligt informeres om detaljerne af anklagerne mod ham og det skal meddeles på et sprog, han forstår.

Den israelske sikkerhedslovgivning vedrørende dette ignorerer begge disse krav.

Anklager bliver kun meddelt tiltalte i varetægtsfængsling og deres advokater ved retsmøder, hvor der kræves "tilbageholdelse indtil endelig domfældelse". Det sker efter at anklageskriftet er indleveret til retten, og det bliver altid kun udfærdiget på hebraisk - et sprog som typisk hverken tales eller forstås af de anklagede og i nogle tilfælde heller ikke af deres advokater. Som følge deraf er nogle advokater nødt til at finde en eller anden i retslokalet, som kan oversætte for deres klienter og for dem selv for at kunne forberede et forsvar.

Speciel bekymring vækker den vanemæssige politik ved Samaria Domstolen de seneste år: det forlanges, at anklagede straks svarer på anklagerens krav om tilbageholdelse indtil endelig domfældelse, samtidig med, at man afviser anmodning om at fortsætte nærlæsning af dokumentationen.

På den måde kræves der af forsvarsadvokaten, at han straks skal svare på anklagers krav uden viden om indholdet af sagen mod hans klient. Forsvarsadvokater, der ikke læser hebraisk, er tvunget til at basere sig på en forhastet oversættelse af hovedpåstandene i det detaljerede anklageskrift leveret af en tilfældig person i retslokalet.

Betydningen af iagttagelserne på dette område er, at mange af de anklagede hverken er fuldt ud klare over karakteren af de anklager, der bliver rejst imod dem eller kender til detaljerne. Det gælder i særlig grad for de anklagede, hvis forsvarsadvokater ikke er velbevandret i hebraisk. Hundredvis af anklagede bliver således tilbageholdt indtil endelig domfældelse, skønt et seriøst og grundigt retsmøde om opfyldelse af betingelserne for en sådan tilbageholdelse ikke har fundet sted.

Selvom ret til rådgivning og effektiv hjælp af advokat i almindelighed anses som to forskellige rettigheder, er de alligevel tæt forbundne: der er ikke nogen mening i at ansætte en forsvarsadvokat, hvis betingelserne for, at han tilstrækkeligt og effektivt kan forberede sin klients forsvar, ikke er til stede.

Yesh Din’s observationer ved de militære domstole viser, at flertallet af anklagede og tilbageholdte bliver repræsenteret af en advokat. Som regel regner den militære kommandant, som i visse tilfælde er forpligtet til at skaffe penge til forsvar af ubemidlede anklagede, med at palæstinensiske organisationer sørger for en tilsvarende type "offentligt forsvar"-tjeneste til tilbageholdte og anklagede ved militære domstole, men uden finansielt bidrag fra IDF.

Der er pålagt strenge begrænsninger på advokatens mulighed for at skaffe sine klienter et effektivt forsvar: palæstinensiske advokater er i de fleste tilfælde afskåret fra at besøge deres klienter som er fængslet i Israel; israelske advokater og advokater, der er fastboende i Østjerusalem, som har adgang til fængslerne i Israel, bliver ofte chikaneret, når de kommer til fængslerne og oplever jævnligt betingelser, der afskrækker dem fra at besøge deres klienter, når de skal forberede deres forsvar. Det giver anledning til bekymring for krænkelse af advokat-klient rettigheder.

Ifølge en vurdering af en tidligere militær anklager udsteder efterforskerne i GSS (General Security Service eller ‘Shin Bet’) ordrer, der forbyder møder mellem advokat og klient i ca 60 % af GSS-afhørte mistænktes tilfælde. Disse ordrer kan være i kraft i op til en måned fra anholdelsestidspunktet. Afgørelser om forlængelse af tilbageholdelse baseres i mange tilfælde på fortroligt materiale som kun dommeren får at se. Det sagsmateriale, som forsvarerne kan fotokopiere, efter at anklageskriftet er indleveret til retten, er næsten udelukkende på hebraisk, et sprog en stor del af de palæstinensiske forsvarsadvokater ikke taler. Når der eksisterer GSS materiale, kan en formel anmodning af og til bevirke, at materialet udleveres, men kun med forsinkelse. Alle advokater, både israelske og palæstinensiske, er forment åben adgang til gældende regler og afgørelser, som de skal lægge til grund for deres forsvars-argumenter og ud fra hvilke de gør sig praktiske overvejelser angående de valg, som er til rådighed for deres klienter og rådgive dem i overensstemmelse hermed.

Så selvom kravet om repræsentation ved advokat formelt er opfyldt, er det indholdsmæssigt ikke opfyldt:

De anklagede og tilbageholdte, som bliver bragt til retsmøde ved en militær domstol vedrørende tilbageholdelse, er ude af stand til at opnå det optimale juridiske forsvar, som de er berettiget til.

Internationale lovstandarder kræver at en anklaget "omgående" fremstilles for retten, "uden unødig forsinkelse" og inden for rimelig tidsfrist. De militære domstole opfylder langt fra disse krav.

Sikkerhedslovgivningen tillader tilbageholdelse af en mistænkt i otte dage, før han bliver stillet for en dommer og tillader dommeren gentagne gange at forlænge den anklagedes tilbageholdelse til sammenlagt 90 dage, og dobbelt så længe med godkendelse fra en militær appel-dommer. Sikkerhedslovgivningen pålægger ingen begrænsning i den tid en person kan tilbageholdes fra afslutningen af undersøgelserne til fremlæggelsen af anklageskriftet, eller i den tid, en person kan tilbageholdes fra fremlæggelse af anklageskriftet til begyndelsen af retssagen.

Den eneste betingelse med hensyn, til tilbageholdelse efter indgivelse af anklageskriftet er, at retssagen må afsluttes inden 2 år efter indgivelse af anklageskriftet (i modsætning til et tidsrum på 9 måneder ved israelske civile domstole). En dommer ved en militær appelret har ret til at forlænge den anklagedes tilbageholdelse så længe retssagen verserer.

Resultatet er forlængede retssager. Yesh Din observatører dokumenterede den tid mellem retsmøder, hvor de var til stede, og det næste planlagte retsmøde i sagen:

Den gennemsnitlige tid mellem retsmøder, som besluttede "varetægtsfængsling til endelig domfældelse" og anklagen (det første retsmøde) var 61 dage. Den gennemsnitlige tid mellem anklagen og det næste retsmøde var 51 dage for anklagede, som var tilbageholdt, og 71 dage for anklagede som ikke var tilbageholdt. Den gennemsnitlige tid mellem hvert retsmøde, efter at anklagen var fremsat for anklagede, som var tilbageholdt, var 52 dage.

I slutningen af 2006 var der cirka 1800 anklagede, der blev tilbageholdt indtil slutningen af deres retssag, som kunne strække sig op til et år, og 189 anklagede tilbageholdtholdt i mere end et år. Tallene for de tidligere 5 år er endnu mere triste: Ved slutningen af 2001 var der 231 tilbageholdte i arresthus indtil slutningen af deres retssag, som havde siddet der i mere end et år (af disse havde 85 siddet mere end to år). Ved slutningen af 2004 var 671 tilbageholdt på denne måde i mere end et år (af disse havde 78 siddet der i mere end to år).

Der eksisterer knapt nok en fuld retsproces - med fremlæggelse af argumenter, afhøring af vidner, undersøgelse af beviser og fremførelse af afsluttende argumentation – ved de militære domstole. Af de 9.123 sager, som blev afsluttet i 2006 var der for eksempel kun 130 sager, 1.42 % af de afsluttede sager det år, der blev afsluttet efter en fuld dokumentationsfase bestående af fremføring af beviser og afhøring af vidner. I stedet arbejder de militære domstole på basis af plea bargain. Ifølge den militære chefanklager bliver 95 % af sagerne afgjort med plea bargain.

Parterne i de militære domstole bliver drevet mod at indgå plea bargains af forskellige årsager:

Som konsekvens heraf har plea bargain faktisk erstattet fuld juridisk procedure ved de militære domstole.

Trods det faktum at de militære domstole i de besatte områder er oprettet for at domstolsprøve arabisktalende civile personer, foregår al sagsbehandling ved domstolene på hebraisk. Militære domstole opretholder en gruppe tolke, hvoraf de fleste er soldater, som aftjener deres tvungne værnepligt, til at tolke drøftelserne i retsforhandlingen til arabisk og til at tolke den anklagedes ord til hebraisk.

Ifølge Yesh Din’s observationer synes mange af tolkene - hvis ikke de fleste - at anstrenge sig for at udføre deres arbejde ordentligt. IDFs valg med at bruge billig arbejdskraft, hovedsageligt bestående af soldater, som aftjener deres tvungne værnepligt, resulterer i ekstremt utilfredsstillende tolkning, både kvalitetsmæssigt og med hensyn til spændvidde. De mangler professionel baggrund, både som generel tolk og som specialist i juridisk tolkning og må derfor lære deres profession efterhånden. Yesh Din observatører klassificerede tolkningen gennem tilstedeværelse ved hundredvis af retsmøder: I 35 % af retsmøderne var oversættelsen "delvis eller sjusket"; i 5 % var der slet ingen tolkning.

Kopier af et dokument med titlen "Gældende forordning for tolke" underskrevet af domstolens NCO, er hængt op på væggene i Samarias retslokaler. Dokumentet specificerer tolkenes pligter før, under og efter en dag med retsmøder.

De 12 paragraffer i dokumentet beskriver indgående tolkenes funktioner med hensyn til orden i retslokalet, anklagedes ankomst til retsprocedurerne, indbyrdes afløsning mellem tolkene, renholdelse af retslokalet osv. - men der er ikke en eneste henvisning til deres pligter med hensyn til tolkningarbejdet i sig selv. Det faktum, at den Militære Domstolsstyrelse ikke engang har nogen skriftlige procedurer eller instruktioner vedrørende tolkning af retsforhandlinger eller vedrørende oversættelse af forskellige dokumenter (som indrømmet af IDFs talsmand) illustrerer den foragt, med hvilken de militære myndigheder betragter deres forpligtelse til at sikre, at en anklaget, der bringes for domstolen eller en anholdt, der bringes til retsmøde om varetægtsfængsling, fuldt ud forstår, hvad der fremkommer under retsforhandlingerne om hans sag

Sikkerhedslovgivningen anser kun palæstinensere som mindreårige indtil de er fyldt 16 år.

Palæstinensere mellem 16 og 18 år bliver betragtet som voksne og bliver tilsvarende retsforfulgt. Ydermere skal dommen ifølge disse regler for personer, der var mindreårige på tidspunktet for lovovertrædelsen, udmåles efter deres alder ved domfældelsen - ikke efter den alder de havde, da lovovertrædelsen blev begået.

Den militære domstolsstyrelse har ingen data angående antallet af mindreårige, der er blevet retsforfulgt der.

I årene 2001-2006 udgjorde mindreårige(under 18 år) imidlertid fire til seks procent af alle internerede, der var tilbageholdt eller fængslede af IDF og af Israels fængselsvæsen, og man kan formode, at omfanget af domstolsbehandling i sager angående dem var tilsvarende.

Internationale menneskeretslove tilsiger mindreårige, som retsforfølges, speciel beskyttelse og understreger behovet for speciel behandling, rehabiliterende straf, som viser respekt for deres privatliv, gennemgribende og kontinuerlig træning af ansatte, der kommer i kontakt med dem - dommere, anklagere, politi og lignende.

IDF har ikke oprettet en speciel ungdomsdomstol i de besatte områder - sådan som der eksisterer i Israel, for eksempel - og mindreårige bringes for retten ved de almindelige militære domstole, inden for den samme ramme af juridiske forhandlinger som voksne. De, der anklager og dømmer dem, har ingen uddannelse i behandling af mindreårige. De militære domstole har ingen ‘lukkede døres´ politik når de diskuterer forhold angående mindreårige, selvom sikkerhedslovgivningen tillader en sådan politik.

Yesh Din observatører var til stede ved 48 retsmøder, der drejede sig om mindreårige. Kun i 13 af disse retsmøder blev det faktum, at anklagede var mindreårig nævnt. Det skete i næsten alle sager, når retten inkluderede anklagedes alder i overvejelser vedrørende plea bargains.

Uautoriseret oversættelse ved Dagmar Dinesen og Ingrid Steinitz.