Human Rights March
Kvinder i Dialog 
Palæstina - Israel - Danmark

Søg:

Opdateret 14.12.2012

Forside

Seneste nyt
- WOfPP-nyhedsbrev januar 2012
- Atmosfæren omkring Russel-tribunalet
- Reportager fra Russell-tribunalet


Russell-tribunalet
- Baggrund
- Sydafrika 2011
- London 2010
- Barcelona 2009

Politiske fanger
- generelt om fangerne
- Sultestrejke og ulydighedskampagne
- WOFPP´s nyhedsbreve
- militærnægtere 

Børn
- 60 israelske eksperter   advarer nov. 2010
- Fangeudveksling okt. 2011
- Drengene fra Azun
- Natlig registrering
- FN-anbefalinger, juli 2010

Gaza
- Glem ikke Gaza
- 34 spørgsmål og svar
- Tænd et lys for Gaza

Frit Palæstina 2012?
- Optagelse i FN
- HRM's brev til folketingskandidaterne
- Kandidaternes svar
- Kort over Palæstina

Cases
- Amina Mouna
- Freedom Theatre i Jenin

Nyttige link
- Palæstina
- Israel
- Palæstina - Israel
- Danmark
- internationalt
- ambassader

Arkiv
- rapporter
- korrespondance
- debatindlæg
- oliventræer
- årsmøder
- afholdte møder
- Københavnertribunalet 2008
- andre arrangementer

 webmaster: Ruth Jensen

Palæstinensiske børn i politisk fangenskab

Rapport 2006

Rapporten er oversat fra engelsk af Human Rights March – Kvinder i Dialog – Israel Palæstina Danmark. Den originale rapport og tidligere rapporter kan læses på www.dci-pal.org

I 2006 fortsatte Israel med at arrestere og fængsle palæstinensiske børn. I løbet af året blev ca. 700 palæstinensiske børn (under 18 år) arresteret af israelske soldater. Af disse blev ca. 25 børn administrativt tilbageholdt, dvs. tilbageholdt uden anklage og rettergang. Af de arresterede i 2006 udgjorde drenge det allerstørste antal; i løbet af året blev otte piger dømt. Af disse er de fire blevet arresteret i 2006.

På ethvert tidspunkt af 2006 var der mellem 340 og 420 palæstinensiske børn i israelske fængsler eller arresthuse i Israel eller på besat palæstinensisk område. Tallet udgjorde ved årets afslutning 380. Af disse opholdt 300 børn sig i centrale fængsler efter at være blevet dømt, eller fordi de havde en verserende sag. Siden begyndelsen af den anden Intifada i september 2000 og til og med udgangen af 2006 har ca. 5.200 palæstinensiske børn været arresteret.

Ved arrestationer og procedurer i forbindelse med fængsling udsættes børnene for rutinemæssig overtrædelse af deres menneskerettigheder. De udsættes for fysisk og psykisk mishandling, som ofte udarter til tortur. De nægtes øjeblikkelig adgang til advokat og nægtes ofte kontakt med deres familier og verden udenfor. Mange indespærres uden anklage og dom. De anbringes under tarvelige, ofte umenneskelige forhold både under de indledende forhør og i den tid, hvor de afventer rettergang og domsafsigelse. Desuden nægtes de ofte den nødvendige lægehjælp. Ofte må det konstateres, at arrestation, forhør og fængsling har psykosociale konsekvenser, som følger barnet langt ud over den tid, hvor barnet er fængslet.

Tendenser i de sager, som DCI/PS har behandlet og afsluttet i 2006

De fleste sager, som DCI/PS behandlede i 2006, drejede sig om børn på 17 år (88,3%). Dette er en forøgelse i forhold til foregående år (53% i 2005 og 50.9% i 2004). Tilsvarende mindskedes antallet af afsluttede sager, som berørte børn mellem 15 og 16 år, fra 32% i 2005 til 11,7% i 2006. I 2005 udgjorde det antal sager, som vedrørte børn under 14 år og som DCI/PS afsluttede i 2005, 15%. Der var ingen sager i den aldersgruppe i 2006.

I 2006 skete der en betydelig ændring af karakteren af de anklager, som lå til grund for dommene over de palæstinensiske børn. Den procentvise andel af sager, som havde at gøre med de tre mest alvorlige anklager (forsøg på drab på israelere, besiddelse af sprængstoffer og våbenbesiddelse) faldt markant (Se tabel 5). Til gengæld skete der en voldsom forøgelse af det antal sager, hvor hovedanklagen var stenkastning. Fra 22,2% i 2005 til 63,8% i 2006.

I lyset af, at der er sket en betydelig ændring af anklagernes karakter, måtte man forvente en tilsvarende og betydelig ændring i straffenes varighed. Men det har ikke været tilfældet. Tværtimod øgedes varigheden af straffene. Dette har en række årsager, dels har militæret udnævnt en ny anklager i en af domstolene, som advokerer for hårdere straffe til palæstinensiske børn, dels skyldes det en generel optrapning af den politiske situation. Det er indiskutabelt, at varigheden af de straffe, som afsiges af den israelske militærdomstol, ofte har mindre at gøre med anklagen end med den overordnede politiske situation.

I 2006 var der et procentuelt fald i antallet af domme på mindre end et halvt år fra 34,8% i 2005 til 28,2% i 2006. Det fortsætter tendensen fra 2004 hvor 42% af dommene var under et halvt år.

Mens der var et fald i domme, der resulterede i mere end tre års fængsel (fra 14% i 2005 til 7,5% i 2006) var der en procentuel forøgelse af domme på et til tre år. Sager af den type udgjorde i 2005 36,4%, men sprang til 47,9% i 2006 og blev dermed den mest almindelige dom det år.

Når israelske soldater arresterer palæstinensiske børn, anvender de ofte skræmmende metoder. Et stort antal bevæbnede soldater omringer barnets hjem og tvinger dets familie ud på gaden. Familiens hjem gennemsøges ofte brutalt, og barnet udsættes ofte for psykisk mishandling.

Når et barn er taget i israelsk forvaring, bliver det næsten altid lagt i håndjern og får bind for øjnene. Barnet transporteres til et forhørscenter, almindeligvis uden at kunne kontakte familie og uden at have en advokat at holde sig til. I mange tilfælde udsættes barnet for slag, mens det transporteres til forhør.

Som regel bringes barnet omgående til forhør efter ankomsten til forhørscenteret. Da mange børn arresteres sent om aftenen, begynder forhøret ofte efter midnat. De forskellige processer, som barnet inden forhøret har været igennem, såsom voldelig arrestation og voldelige tildragelser under transporten, har til formål at fremtvinge en hurtig tilståelse fra den anholdte.

Til trods for at Israel har underskrevet FN’s Konvention mod Tortur, og til trods for at den verdensomspændende afstandtagen fra tortur danner grundlag for international lov, fortsætter Israels sikkerhedsstyrker (ISS) med at anvende tortur i forbindelse med forhør af palæstinensiske politiske fanger, herunder også børn. Tortur har i årtier været en afgørende faktor, når Israel har foretaget afhøringer af disse fanger. I perioder har Israel gjort mere brug af fysiske end af psykiske torturmetoder. I øjeblikket gøres der mest brug af psykisk tortur. Imidlertid er tortur i alle dens former forbudt, uanset om de er fysiske eller psykiske.

De israelske myndigheder anvender et antal forskellige afhøringsmetoder, som netop er beregnet til få palæstinensiske børn til at tilstå de anklager, der rettes mod dem. For eksempel er det en almindelig metode at anbringe dem i isolation, så de er afskåret fra at kommunikere med alle andre end fængselsvagten. Isolation påvirker ofte fangernes mentale sundhed og kan sammenlignes med tortur og mishandling. Det anvendes for at øve psykisk pres på arrestanten og fremkalde tilståelse af de rejste anklager. Det anvendes især i Askelon, PetahTikva, Jalama og Maskobiyya forhørs- og interneringscentre.

Andre former for mishandling, som børnene udsættes for under forhør omfatter:

• Bind for øjnene
• Håndjern (plastikstrips)
• Slag
• Søvnberøvelse
• Smertefulde stillinger
• Råb og ukvemsord
• Trusler, herunder trusler om at blive slået, eller at familiemedlemmer vil blive slået, at få en langvarig fængselsstraf, at blive seksuelt forulempet, at blive angrebet af en hund, at blive tortureret med elektriske stød eller blive udsat for anden fysisk tortur, at få sit hjem revet ned. (Det skal bemærkes, at det for nogle børn i sig selv kan være tortur at blive udsat for nævnte trusler, det gælder især truslen om fysisk tortur.)

I modsætning til disse former for mishandling og trusler kan forhørslederen love barnet en kort fængselsstraf eller måske frigivelse, hvis han/hun tilstår anklagerne. Når disse former for taktik anvendes i kombination, kan det få mange børn til at erklære sig skyldige i anklagerne mod dem. Sådanne tilståelser kommer derefter til at danne grundlag for anklageskriftet ved den israelske militærdomstol.

I almindelighed har advokater ikke adgang til deres klienter, før afhøringerne er tilendebragt. Imidlertid er der stadig mange forhindringer, som skal overvindes, for at en palæstinensisk advokat kan besøge sin barneklient. Den første forhindring er, at mange børn indespærres i israelske forhørscentre og arrester, som befinder sig uden for det besatte palæstinensiske territorium. Derfor kan advokaten ikke besøge barnet, før han eller hun har ansøgt om og fåetet tilladelse fra de israelske myndigheder til at komme ind i Israel. Kun en lille gruppe palæstinensere, herunder advokater, har held til at opnå sådan en tilladelse.

Også selv om advokatens adgang til Israel ikke er problemet (måske fordi advokaten har et Jerusalem ID-kort, er israelsk statsborger, eller interneringscentret ligger i besat område), kan det alligevel være et problem at få adgang til netop det sted, hvor barnet er interneret.

I almindelighed skal advokaten på forhånd fremsende en liste med ID-numre over de fanger, som han eller hun ønsker at besøge. Når listen er modtaget, og det er bekræftet at fangerne virkelig befinder sig det pågældende sted, skal advokat og myndigheder blive enige om et besøgstidspunkt. Hele projektet er ofte en udmarvende tidsrøver, da advokaten må foretage adskillige opringninger til centret for at få bekræftet, at den faxede liste er modtaget og for at aftale datoen for besøget. De vagthavende israelere i disse centre er ofte uvillige til at samarbejde, og mangelfuld videregivelse af beskeder eller tilbagesvar på telefonopkald gør det hele til et opslidende projekt. Når endelig dagen for besøget oprinder, må advokaten ofte stå og vente uden for fængslet i en time eller mere, før der gives tilladelse til at komme ind. Advokaten henvises så til et lokale, hvor de individuelle besøg med barneklienten finder sted.

Der er tre typer forhørs- og interneringscentre, som er underlagt 1) den israelske hær eller 2) det israelske fængselsvæsen eller 3) det israelske politi. Israelske soldater udfører afhøringer i centre, som sorterer under hæren. Den israelske sikkerhedstjeneste leder forhør, som foregår i de centre, der sorterer under sikkerhedstjenesten eller politiet.

Nedenstående tabel viser hvilke instanser i Israel, der kontrollerer de forskellige forhørs- og interneringscentre, hvor de palæstinensiske børn som er politiske fanger, anbringes. 

Uanset at det drejer sig om forskellige myndigheder, er forholdene i alle interneringscentrene lige forfærdende. Skønt centrene er beregnet til tidsbegrænset ophold, tilbringer palæstinensiske børn ofte måneder der, før de overføres til et egentligt fængsel. Ophold i interneringscentre varierer betydeligt: fra nogle få dage til flere måneder, hvilket afhænger af forskellige faktorer.

I teorien flyttes børnene fra disse centre, så snart forhørene er overstået, en sigtelse er formuleret, og en ordre er givet om at internere barnet, indtil rettergangen er afsluttet. Men i praksis kan et barn ikke overføres til et fængsel, før interneringscentret har modtaget besked fra et fængsel om, at der er blevet plads til en ny fange. I tilfælde, hvor et barns straf bliver mindre end tre måneder, kommer det måske til at tilbringe hele strafperioden i interneringscentret og når ikke ud til et fængsel.

Forholdene i interneringscentrene præges af, at de er overfyldte. For eksempel blev alle børn i Askelon forhørs- og interneringscenter stuvet sammen i små celler beregnet til 1-2 fanger i en længere periode, før de blev overført til større og bedre udstyrede rum, som kunne bebos af flere fanger.

Børn i disse centre er dem som er værst stillet. Centrene er næsten altid er overfyldte og i dårlig stand og lever ikke op til elementære sundhedskrav. Kort sagt er de generelt uegnede til menneskebeboelse. Børn udstyres kun med en madras og et tæppe. Disse lugter for det meste grimt, fordi der er ringe ventilation i cellerne. Heller ikke frisk luft eller solskin når cellerne, hvor børnene er anbragt. Der er ingen mulighed for at varme vand eller mad. Tændstikker og lightere er forbudt. Hvis en fange ønsker at tænde en cigaret, skal han bede vagten gøre det for sig. De eneste klæder, børnene får, får de ved advokaternes besøg. Børn anbringes sammen med voksne i alle disse centre, undtagen Binyamin forhørs- og interneringscenter, hvor ét telt udgør børneafdelingen.

Der er ingen badeværelser i cellerne, og fangerne må ikke bruge toiletterne, når de har brug for det, men kun på bestemte tider i løbet af dagen. Hvis en fange ikke kan vente, må han tisse i en flaske. Fangerne har tilladelse til brusebad i fritiden, men må klare sig uden sæbe eller shampoo.

Rengøringsstandarden er meget ringe. Skønt børnefangerne forsøger selv at gøre deres celler rene, bliver de ikke forsynet med rengøringsmidler, og affaldet bliver ikke fjernet af vagterne. Når det er varmt, rådner affaldet, det lugter og tiltrækker gnavere og insekter. De dårlige hygiejniske forhold forårsager epidemier og hudinfektioner blandt mange af fangerne.

Om sommeren mangler centrene ordentlig ventilation, hvilket bevirker kvælende varme. Om vinteren får børnefangerne ikke tilstrækkeligt med tæpper og klæder til at holde varmen.

Uanset hvor længe barnet er anbragt, er der ingen besøg af familien, det gælder dog ikke for Binyamin forhørs- og interneringscenter. Mange af børnene lider derfor af psykiske problemer som følge af den totale adskillelse fra deres familier. For mange børn er dette måske den første periode i deres liv, hvor de har været borte fra familien.

Den mad, fangerne får, er af meget dårlig kvalitet, ofte uspiselig, og der er for lidt af den. Nogle gange får børnene regulære måltider, men andre gange får de kun soldaternes levninger. Alle måltider er kolde, fordi de ikke leveres straks efter tilberedningen. Med hensyn til mængden har de indsatte i Salem og Etzion forhørs- og interneringscentre fortalt, at til morgenmad får hver celle en beholder med 250 gram labna (surmælksprodukt – o.anm.) og et stort stykke brød. Denne mad skal fangerne så dele imellem sig.

Mængden af mad bliver ikke større, selv om antallet af fanger vokser. De får det samme til aftensmad. Til frokost får fangerne lidt kartofler, æg og tomater med ris eller pasta. I nogle tilfælde får fangerne ekstra mad, som er doneret af velgørende foreninger. De israelske soldater stjæler imidlertid ofte af maden og afleverer kun noget af den til fangerne.i

I mange tilfælde har de palæstinensiske fanger fået mad, hvor holdbarhedsdatoen var udløbet. For eksempel skete det i Huwarra forhørs- og interneringscenter, at 11 fanger, heraf 4 børn, måtte i behandling for alvorlig diaré, efter at de havde fået for gammel mad. Fangerne blev kun tilset af centrets sygeplejerske, ikke af centrets læge.

Centrene tilbyder ingen muligheder for adspredelser. Der er ingen forbindelse mellem børnene og verden udenfor: ingen fjernsyn, radio, blade, bøger eller aviser. Den eneste bog, som er til rådighed for børnene, er Koranen. Dertil kommer, at børnene ofte har forbud imod at forlade cellen og komme på gårdtur så længe som en uge ad gangen. Gårdtur eller mulighed for fysisk udfoldelse betragtes ikke som en ret, men snarere som et privilegium der afhænger af, hvilket humør den vagthavende soldat er i.

Der foretages navneopråb på disse centre tre gange om dagen. Desuden foretager centerledelsen ofte tilfældige navneopråb, også sent om aftenen og tidligt om morgenen. På Binyamin forhørs- og interneringscenter er fangerne anbragt i telte, og her skal de stå i fri luft, indtil navneopråbet slut, uanset vejret.

Før overførelsen bliver børnene kropsvisiteret, og deres hænder og fødder bliver bundet stramt. Under overførelsen kan fangerne ikke tale sammen. Når fangen er ankommet til retten, sørger den ledsagende politienhed for, at fangen ikke kan tale, give hånd eller have nogen anden fysisk kontakt med sin familie.

Palæstinensiske børn, som bliver arresteret af israelsk militær i de besatte områder, bliver anklaget for overtrædelse af israelske militære forordninger og stillet for israelske militære domstole. Israelske militære forordninger udgør den lovmæssige ramme for Israels kontrol over de palæstinensere, som bor i de besatte områder. Der er ingen demokratisk lovgivningsproces til vedtagelse af disse forordninger – de bliver udstedt som dekreter af den israelske militære kommandant i området og opnår i mange tilfælde øjeblikkelig lovstatus. Der er ingen civil mekanisme, gennem hvilken de anklagede kan appellere eller gøre indsigelse mod lovligheden af disse dekreter.

Nok har militærdomstolene mange af et legitimt retssystems ydre kendetegn, men de undlader systematisk at yde retfærdighed til de palæstinensiske børn, som stilles for retten. Selv om de palæstinensiske børns advokater udfører de juridiske procedurer, der hører sig til, er det klart fra retssagerne, at procedurerne ikke eksisterer for at sikre den anklagede en fair retssag, men snarere skal kaste et skær af legitimitet over en mangelfuld og diskriminerende proces.

For eksempel forbyder international lov vilkårlig tilbageholdelse, og tilbageholdelse af en person skal straks forelægges en dommer eller en anden relevant kvalificeret person med henblik på at:

• afgøre, om der er tilstrækkeligt bevismateriale til at tilbageholde den pågældende;
• afgøre, om det af hensyn til retssagen er nødvendigt fortsat at tilbageholde den pågældende;
• garantere, at han eller hun ikke bliver mishandlet, og
• sikre, at hans eller hendes grundlæggende rettigheder ikke krænkes.

Det israelske militære retssystem foretager skam en bedømmelse af interneringen, men i næsten alle sager imødekommer dommeren anklagerens begæring om fortsat tilbageholdelse. Israelsk strafferetspleje, som anvendes ved de militære domstole på Vestbredden, foreskriver at bedømmelsen skal finde sted inden 8 dage. (Israelsk lov forbyder tilbageholdelse af en person i mere end 8 dage uden at en dommer har godkendt forlængelsen, medmindre der er udstedt ordre om administrativ tilbageholdelse). Ved afhøringen foran dommeren anmoder anklageren sædvanligvis om forlængelse for at fortsætte afhøringen af barnet eller for at få tid til at forberede anklageskriftet. Som regel forlænger de israelske militærdomstole tilbageholdelsen med 15 dage.

Dommerens svigt med hensyn til at handle som en upartisk juridisk myndighed fortsætter efter den første afhøring. Efter forlængelsen af tilbageholdelsen forbereder anklagemyndigheden anklageskriftet mod barnet og forelægger det for den militære domstol. Ved dette retsmøde kræver anklagemyndigheden sædvanligvis, at barnet fortsat skal tilbageholdes til afslutningen af retssagen. Samtidig vil forsvarsadvokaten sædvanligvis kræve, at barnet bliver løsladt mod kaution indtil retsmødet. I de fleste af de sager, som DCI/PS har ført, bliver forsvarerens krav afvist. Efter DCI/PS’s erfaring bliver kun 3 – 5% af de tiltalte løsladt mod kaution. Hvis dommeren undtagelsesvis beslutter, at barnet skal løslades, kræver anklagemyndigheden, at beslutningen ikke effektueres, fordi den vil appellere. Derfor er et overvældende flertal af palæstinensiske børn tilbageholdt fra deres anholdelse og til afslutningen af retssagen.

Princippet "uskyldig indtil det modsatte er bevist", som gælder ifølge international lov, placerer bevisbyrden hos anklagemyndigheden. De militære dommere forlader sig imidlertid i mange tilfælde på oplysninger og

bevismateriale, som gives mundtligt af anklagemyndigheden, uden omhyggeligt at undersøge dette materiale og endda uden at henvise til sagens akter. For eksempel skete det i en sag, bevidnet af DCI/PS, at dommeren besluttede at forlænge tilbageholdelsen af et barn og tilkendegav i retsbogen, at hans afgørelse grundede sig på forudgående oplysninger, han havde hørt fra anklagemyndigheden. Da dommerens afgørelse blev anfægtet af den tilstedeværende advokat, som hævdede, at dommeren ikke havde undersøgt den pågældende sagsakt, så gentog dommeren simpelthen sin afgørelse.

Desuden må domstolene, i henhold til det internationale forbud mod tortur, ikke tillade anvendelse af vidneudsagn, herunder tilståelser, som er opnået gennem tortur, mishandling eller nogen form for tvang. Imidlertid grunder anklagerne sig rutinemæssigt på tilståelser trukket ud af børn gennem trusler og tvang, og militærdomstolene tager meget lidt hensyn til forsvarsadvokaternes forsøg på at få sådanne beviser afvist.

I praksis er de israelske militærdomstoles "bedømmelser" af tilbageholdelse af palæstinensiske børn en farce, skabt for at kaste et legalt skær over retshandlingerne. De er ikke uafhængige bedømmelser af nødvendigheden af tilbageholdelse. Det er de israelske militære anklagere, som er selve beslutningstagerne i og med, at de militære domstole i næsten alle sager godtager hvilke som helst krav fra anklagerne, hvad enten det handler om forlænget tilbageholdelse eller løsladelse.

Udover fraværet af upartisk juridisk sagsbehandling mangler der også børnespecifik retspleje. I henhold til internationale retningslinjer skal sager om børn, som er kommet i konflikt med loven, behandles ved en ungdomsdomstol og følge børnespecifik retspleje. For eksempel skulle der være uddannet personale til at håndtere barnets sag, og barnets lovlige værger skulle være til stede under afhøringen af barnet, Dertil kommer adskillige andre børnespecifikke retsplejeregler. Mens mange af disse regler holdes i hævd i israelsk lov og praktiseres i Israels eget juridiske system, så er ingen af disse regler gældende i militærdomstolenes behandling af sager mod palæstinensiske politiske børnefanger.

De fleste sager resulterer i et forlig mellem forsvar og anklager, før man når til domsforhandlingen. Advokater der repræsenterer palæstinensiske børn, er nødt til at finde en balance mellem på den ene side at varetage barnets interesser og søge retfærdighed for barnet og på den anden side respektere rettens gang, f.eks. antagelsen af uskyld og afhøring af vidner. Særligt vigtigt er det, at advokaten forstår sammenhængen, han eller hun arbejder i, og det forhold, at det militære retssystem gentagne gange har vist sig at være et værktøj for den israelske besættelse i stedet for en udøver af retfærdighed. Ud fra tidligere erfaringer er det ulogisk at tro, at dette diskriminerende retssystem skulle frembringe andet end en diskriminerende dom over de palæstinensiske børn, som indbringes for det. Dertil kommer, at advokaterne først har adgang til deres klienter, når afhøringsperioden er overstået, og at mange sager bygger på tilståelser frembragt ved tvangsmetoder, som er vanskelige at bevise. Alt dette og en række andre forhold gør det reelt umuligt for forsvarsadvokaterne at føre deres klienters sager tilfredsstillende.

Da langt de fleste børn er varetægtsfængslede inden deres sag kommer for retten, vil advokaten ofte uden videre acceptere anklagerens påstand om, at barnet er skyldigt, og derefter søge en kort og hurtig domstolsafgørelse. Hvis advokaten forsøger at

bevise barnets uskyld gennem retsmøder og appeller, kan sagen måske nok vindes, men slutresultatet er, at barnet må tilbringe mere tid bag tremmer, end hvis der var indgået et ‘forlig’ tidligere.

Følgende israelske fængsler sorterer under det israelske fængselsvæsen og rummer palæstinensiske politiske børnefanger:

• An Naqab (Ketziot)
• Ofer
• Telmond-komplekset (herunder Hasharon og Ofek fængsler)
• Megiddo
• Addamoun.

• Beliggenhed: Alle disse fængsler, på nær Ofer, ligger uden for de besatte områder. At internere indbyggere fra de besatte områder i disse fængsler er i direkte strid med artikel 76 i den 4. Genève-konvention. At palæstinensiske fanger skal opholde sig uden for de besatte områder gør familiebesøg vanskelige, fordi palæstinensiske indbyggere fra de besatte områder (undtagen Jerusalem) skal søge israelsk tilladelse til at rejse ind i Israel, og mange af disse ansøgninger bliver afslået.

• Celler: Hver celle består af en gruppe køjesenge; antallet varierer efter rummets størrelse. Hvis cellen er overfyldt må nogle fanger sove på gulvet. I de fleste celler trænger solen ikke ind, da vinduerne er dækket af metalplader. Fangerne må anskaffe sig fjernsyn, kogeplader og elektriske kedler for egen regning og have dem i cellen.

• Fritid ("gårdtur"): Børnefanger har tilladelse til halvanden timers gårdtur dagligt. Fangerne må tage dem på én gang eller dele dem op i to perioder.

• Mad: Da fængselskosten ofte er ringe både hvad angår kvalitet og kvantitet, kan fangerne ikke nøjes med det, de får tilbudt af fængselsadministrationen. I stedet anskaffer børnene sig ingredienser fra fængselskantinen, selv om priserne dér er højere end markedspriserne. I Addamoun og Hasharon tilbereder kriminelle fanger den mad, som leveres til de palæstinensiske fanger. I An Naqab (Ketziot), Ofer og Megiddo er det palæstinensiske politiske fanger som står for madlavningen.

• Uddannelse: Hasharon er det eneste fængsel, som tilbyder uddannelse til palæstinensiske politiske børnefanger. En palæstinensisk lærer med israelsk statsborgerskab har tilladelse til at komme og undervise 3 timer pr. uge. Undervisning er kun tilladt i fire fag (naturvidenskab, matematik, arabisk og hebræisk) i stedet for alle de fag, som kræves i de palæstinensiske læseplaner. Børnene bliver undervist sammen uden hensyn til forskelle i alder eller uddannelsestrin.
• Familiebesøg: I almindelighed er besøg tilladt en gang hver 14. dag i 45 minutter. Under besøget er familierne adskilt fra fangerne af en glasvæg. Kommunikation finder sted gennem en telefon eller gennem huller i glasset. Tre familiemedlemmer må besøge en fange ad gangen.
• Telefonopkald: Fanger må ikke foretage telefonopkald, heller ikke når deres tilladelse til familiebesøg er inddraget.
• Fængsling børn/voksne: I An Naqab (Ketziot), Ofer og Megiddo er der ingen speciel afdeling for børn, og palæstinensiske børn sidder sammen med voksne fanger. I Hasharon er tre ud af syv afdelinger forbeholdt palæstinensiske politiske børnefanger, og i Addamoun er der to afdelinger for børn. Ofek er beregnet for israelske mindreårige kriminelle fanger, men i nogle tilfælde indsættes også palæstinensiske politiske børnefanger. Der er imidlertid ingen regler for, om et palæstinensisk barn skal fængsles i Ofek eller et andet sted.

Palæstinensiske børnefanger er udsat for forskellige typer af afstraffelse igennem deres arrestation og fængsling.

Indespærring i isolation: Ud over at indespærring i isolation bruges som middel til at trække tilståelser ud af børn, anvendes det også som en straffeforanstaltning for børnefanger i centrale fængsler, især Hasharon. I Hasharon, bruges isolationsfængsling som straf for mindre overtrædelser af fængselsreglementet, f.eks. at komme for sent til navneopråb eller tale for højt under gårdturen. Isolationsfængslingen kan i disse tilfælde vare op til en uge. I andre tilfælde op til en måned.