23. rapport fra marchen
Fredag 9.1.
En stor del af danskerne var, som det fremgår, på Vestbredden for
at forhandle om oliventræer o.a. Resten af os fulgte det planlagte
program, som bl.a. indeholdt et besøg i Shu'fat flygtningelejren, der
ligger inde i selve Jerusalem.
Som sædvanlig var det utroligt trist at besøge en flygtningelejr, og
man forstår palæstinensernes krænkelser og følelse af urimelighed.
På vejen til lejren fortalte vores ledsager, Laila Talassi, bl.a. om
flere hospitaler på palæstinensisk områder, der gennem årene var
blevet lukket og omdannet til eksempelvis politistationer og fængsler.
-Men Israel ville ikke gøre dette, hvis ikke omverdenen accepterede
det, understregede hun. Undervejs fik vi også forklaret betydningen af
at have 'det rigtige' identitetskort. Det blå er attraktivt, for et
betyder, at man bor i Jerusalem og det kort har beboerne i
Shu'fat-lejren. Den er voldsomt overbefolket - bl.a. fordi ægtepar
vælger at bosætte sig der, hvis den ene kommer derfra. Jeg har altid
troet, at folk overdrev en smule, når de sammenlignede Israel med
Sydafrika under apartheid. Det gør de desværre ikke.
Shu'fat lejren drives/støttes af UNWRA, men det beskytter ikke
befolkningen mod f. eks. husødelæggelser eller drab begået af
ekstremistiske jøder.
På vejen til lejren passerede vi et checkpoint. Dette skal lejrens
beboere igennem for at komme til Jerusalem for at arbejde, bede i Al
Aqsa-moskeen eller andet. Det er meget svært for mænd under 45 år at
få lov til at passere checkpointet. Det betyder, at det er lettere for
kvinder end for (unge) mænd at passe et arbejde i Jerusalem.
Lejren er oprettet i 1966, da 500 familier fik besked på at forlade
deres boliger i Jerusalems gamle bydel. Hver familien fik 100
kvadratmeter jord og et værelse på 3x4 meter. Der var ingen vand,
kloakering eller elektricitet. Familierne måtte deles om 12 offentlige
toiletter og 6 brønde.
Efterhånden som de får penge, bygger de deres huse større - værelse
for værelse, og indretter badeværelse. Det giver en kaotisk,
klondikeagtig byggestil - på trods af at palæstinenserne har
veluddannede arkitekter og byplanlæggere, kommer de ikke i funktion.
Muren der kommer til at passere tæt forbi lejren vil forværre
situationen yderligere. De betyder bl.a., at de studerende får en
ekstra omvej via et nyt checkpoint, når de skal på universitetet.
Arbejdskraft Udelukkelsen fra job betyder, at Israel importerer
fremmed, ufaglært arbejdskraft fra bl.a. Rumænien, Filippinerne,
Indonesien, Etiopien og andre lande. Hvordan landet vil sikre sig imod,
at der blandt fattig arbejdskraft fra disse lande, findes ekstremistiske
muslimer eller andre med ureelle hensigter er svært at forestille sig.
Mange af dem kan vel være en større sikkerhedsrisiko end
palæstinensere.
Lejrens ledere fremhævede, at de får humanitær bistand, men at
palæstinenserne bliver frataget deres handlemuligheder og paralyseret.
Det er en farlig udvikling, når folk på den måde bliver frataget
deres fremtidsperspektiv.
Vi så også lejrens velfungerende sundhedsklinik, som bl.a.. modtager
stor støtte fra Tyskland. Klinikken tager sig både af
sygdomsbehandling, vaccinationer og familieplanlægning. Det sidste
betyder, at familierne i lejren nu 'kun' får fem børn i gennemsnit. I
Gaza er gennemsnittet meget højere.
Politisk fange En tidligere politisk fange, Rauda Tamimi Odeh, der nu
arbejder som apotekerassistent på et hospital, fortalte, at hun er
født i 1948 og at hun siden fødslen har været uden hjemland. Som
mange andre palæstinenserne bærer hun rundt på nøglen til familiens
gamle hjem. Den er symbol på, at de ikke har opgivet kampen for at få
anerkendt retten til at 'vende hjem'.
Som ung studine på Bir Seit Universitetet protesterede Rauda mod
besættelsen og blev arresteret. Hun beskrev gribende og detaljeret for
os de ti år hun har tilbragt i fængsel og om den tortur, det israelske
militær udsatte hende for. Hun understregede, at hun altid kun deltog i
uvoldelige protester.
Den første gang, hun blev arresteret, trak soldaterne kjolen af hendes
overkrop, tog et billede af hende og truede med at offentliggøre det
blandt palæstinenser for at bevise, at hun bare var 'luder for PLO'.
Rauda bærer et stort guldhjerte om halsen. I det er indgraveret hendes
to sønners portrætter. De er også fængslet af politiske grunde, og
de er placeret i to fængsler længst muligt fra hinanden, så det er
så besværligt som muligt for moderen at besøge dem. Senere besøgte
vi familien til en dreng, der var dræbt af det israelske militær.
Familien havde mistet mange andre medlemmer. -Hver gang jeg synes, jeg
er ved at komme mig over tabet af min søn, mister vi et nyt
familiemedlem, fortalte faderen, Khalil.
En nevø blev bl.a. dræbt med knivstik af en ekstremistisk jøde.
Familien ved ikke, om drabsmanden er blevet straffet - men forventer det
ikke. De regner med, at han har været fængslet en par måneder og
derefter er blevet løsladt, da der faldt ro om sagen.
Til gengæld fastholdt de med stor sikkerhed, at det er 'almindeligt',
at der er fjernet organer fra de dræbte børn, når/hvis familien får
liget udleveret. Børnene kommer på den måde til at fungere som en
slags - ufrivillige - organdonorer. Jeg ved ikke, om dette nogensinde er
dokumenteret, men der er ingen tvivl om, at familien og vore ledsagere
var overbeviste om, at det finder sted.
Paneldiskussion Sidst på eftermiddagen var vi indbudt til en
paneldiskussion på YWCA. Oplæggene blev holdt af Terry A. Boullah fra
Womens Studies Center i Jerusalem, Sirhab Rashid fra (?) ,
børnepsykiater Viveca Hazborn og Mohamed Abu-Hartien fra UNHCR.
Der var tale om dygtige forskere, der talte om her sit emne:
Menneskerettigheder, Besættelsen i en religiøs og politisk context, og
Psykologiske problemer på grund af besættelsen.
Mohammed Abu-Hartien fremhævede bl.a. at bosættelserne er ulovlige
iflg. Geneverkonventionen. Man må ikke flytte civilbefolkning ind i et
besat land, ligesom det er forbudt at tvinge folk i eksil.
Dr. Viveca Hazborn fortalte bl.a. om behandling af og forskning i
psykiske sygdomme blandt palæstinensere. Han fortalte at antallet af
personer med psykisk sygdom var mindre end forventet, når man tager i
betragtning, at folk har levet i exil i 51 år. Hun arbejder i et
center, der behandler folk med depressioner og andre psykiske lidelser.
Hun nævnte bl.a. en undersøgelse, der viste, at 20 pct. af de unge
ønskede at blive martyrer. De har fuldstændig mistet deres
fremtidshåb og livslyst, og hun fortalte, at det i behandlingen var
vigtigt at skelne mellem ønsket om at blive martyr og almindelig
selvmordstanker.
Men mange, mange børn og unge kan ikke fremsætte et eneste ønske for
fremtiden, og det har også kendetegnet den sidste del af tilværelsen
for mange af dem, der valgte at blive martyrer, understregede hun.
Derfor er det et stort fremskidt, når vi i behandlingen kan få et ungt
menneske til at ønske sig noget af fremtiden. F.eks. at kunne studere
eller lignende, sagde hun. Hun understregede også, at palæstinenserne
har stærke familiebånd, men at de ødelægges af udgangsforbud,
overgreb og fængslinger.
Hun fortalte i øvrigt også, at der er ved at opstå et narkoproblem i
lejrene, da der er ved at sive heroin ind i dem. Tidligere har de
rebelske unge røget hash og marihuana, men nu er heroin kommet til. Hun
fortalte, at nogle ung mænd hævede, at de var blevet tvunget til at
bruge det af israelske prostituerede, der var bevæbnede. ( dette kan vi
selvfølgelig på ingen måde dokumentere.)
Sirhan Rashid fortalte hvordan situationen og ydmygelsen af (især)
mændene skaber øget vold og frustration i familien. Israelske soldater
ydmyger somme tider palæstinensiske mænd (for sjov!!) ved f.eks. at
tvinge dem til at klæde sig nøgne og kravle på alle fire og gø som
en hund. Dette bliver de israelske soldater ikke gjort ansvarlige for,
og det er naturligvis meget krænkende for palæstinenserne.
Terry Boullata fortalte bl.a. om kvindeorganisationen forsøg på at
påvirke lovgivningen i PA ( Palestinian Authority). Kvinderne prøver
at påvirke på lovgivningsniveau for at forhindre, at palæstinensiske
lovgivning bliver baseret på islamisk Sharia-lovgivning.
Men der er allerede indført lovgivning, der ikke er til fordel for
kvinderne, forklarede hun. Det drejer sig f.eks. om, at ansøgning om et
pas skal underskrives af et mandligt familiemedlem. Hun betragter et som
en stor sejr, at PA har en 'Kvindeminister', der bl.a. skal overvåge at
lovgivningen ikke er kønsdiskriminerende.
Desværre r der ikke nogen lovgivning, der beskytter kvinder mod ´honourcrimes´(
æresdrab m.v. ) Hun fremhævede også, at de arbejder meget, meget
ihærdigt imod den trend, der er i lejrene med tidlige ægteskaber. For
mange unge er tidligt ægteskab (og mange børn) blevet et svar på
problemerne.
Arbejdsgruppen har emailadresser og telefonnumre på de fire personer,
hvis nogen er interesseret.
Se også bl.a. www.passia.org og www.stopthewall.org
Ingrid Pedersen
|
