To the personal attention of the Director of the Copenhagen, October 2^nd 2007
Neve Tirza Prison, POBox 297
Ramle 72100
Israel

LIFT THE ISOLATION OF AMINA MOUNA

Dear Madam/Sir,

We have learned that Amina Mouna (Amne Muna) – who is a prisoner in your prison – has been kept in solitary confinement for more than one year and subjected to gross infringements of her rights

We assume that you, as an officially appointed person in a democratic society, are able to protect the prisoners and live up to the UN Charter for Human Rights as well as the Geneva Convention´s stipulations regarding the treatment of prisoners.

We intend to follow closely the case of Amina and her fellow prisoners and we appeal to you that Amina Mouna be immediately transferred to Hasharon Prison, so she can resume her work as a spokesperson for the women there.

We, Human Rights March, Women in Dialogue Palestine – Israel - Denmark have participated in the Social Forum in Copenhagen September 28 and 29. Here we informed the visitors about the situation of Amina Mouna and other Palestinian prisoners and asked the audience to sign the appeal: LIFT THE ISOLATION OF AMINA MOUNA. This urgent appeal was endorsed by 310 persons. Enclosed you will find these signatures.

On behalf of

Human Rights March
Bodil Heinø
Højstrupvej 16
DK2720 Vanløse

Annex: The urgent appeal signed by 310 persons.

Copy sent to:

Yaakov Ganot, Director of the National Prison Authority,
National Prison Authority, P.O.Box 81, Ramla 72100/Israel

Director of Hasharon Prison
P.O.Box 7; Even Yehuda 40550/Israel

The Israel Ambassador to Denmark
Mr. David Walzer, Lundevangsvej 4, 2900 Hellerup

ved Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings demonstration over for den israelske ambassade.

Jeg repræsenterer Human Rights March. Vi er en gruppe kvinder, der i 4-5 år har haft kontakt til kvindegrupper både i Palæstina og Israel.

Det, jeg har valgt at sige i dag bygger på en artikel, som vi for et par uger siden modtog fra Gila Svirsky. Hun har i mange år været en af Israels mest fremtrædende forkæmpere for fred og menneskerettigheder.
Den israelske fredsbevægelse har svært ved at komme til orde i medierne. Det gælder både i Israel og i Danmark. Derfor vil jeg benytte denne lejlighed til at referere de synspunkter, Gila Svirsky fremhæver i sin artikel. I artiklen problematiserer hun begrebet sikkerhed.

Alle ved at manglen på sikkerhed er Israels begrundelse for al militær aktivitet og for alle overgreb mod palæstinenserne.
Sikkerhedsargumentet har tilsyneladende en magisk magt til at modstå al kritik og alle krav fra FN og fra andre internationale organisationer. (Desværre har Hamas givet næring til dette argument, fordi bevægelsen ikke anerkender Israel.- Min tilføjelse!)

Indadtil i Israel har begrebet sikkerhed - forstået som militær sikkerhed -fået så meget magt over majoriteten af den israelske befolkning, at de finder sig i, at militære budgetter uhindret forøges.
Magthavernes beslutninger og handlinger kan ikke gennemskues, fordi væsentlige informationer tilbageholdes over for borgerne. Og der lukkes af for al kritik. Alt sammen af sikkerhedshensyn!
Sikkerhedsrisiko bruges også som begrundelse for, at anklagede i en retssag ikke kan få oplyst, hvilke vidnesbyrd anklagen bygger på.

Gila Svirsky mener, at de fleste israelere er så forførte af behovet for militær sikkerhed, at de ikke er bevidste om, at borgernes mere almenmenneskelige behov for sikkerhed bliver alvorligt forsømt af staten.
Det drejer sig især om økonomisk sikkerhed, personlig sikkerhed og miljømæssig sikkerhed.
I flere generationer har hverken palæstinenserne eller israelerne kendt til sikkerhed. Begge samfund lever med konstant frygt og usikkerhed.
Palæstinenserne har betalt den højeste pris for konflikten, men det er åbenlyst, at alle israelere også lider under angst og usikkerhed.
Gila undrer sig over, at de færreste israelere stiller spørgsmål ved, om den aggressive politik virkelig er vejen til sikkerhed, 
Eller om denne politik blot har haft den modsatte virkning og har medført endnu større frygt og usikkerhed på alle områder?

Kvindernes fredsbevægelse i Israel har taget fat på at gøre noget ved dette problem.
De har startet en kampagne for at få flere til at overveje, om magthavernes vej er den rette.
En del af kampagnen er, at der arrangeres ture til Vestbredden, "reality tours", hvor israelere besøger de palæstinensere, som har fået deres livsvilkår ødelagt af muren. De hører palæstinensernes egen beretning om, hvordan deres liv er ændret.
Deltagerne har som regel aldrig før talt med en palæstinenser og de får en meget stærk oplevelse af disse samtaler.
Og de besøger check points og ser hvorledes soldaterne ydmyger og chikanerer palæstinensere, der har behov for at komme på arbejde, i skole eller aller alvorligst – på hospital.
Men deltagerne bliver også præsenteret for bagsiden af det israelske samfund. De besøger slumområder, nedslidte skoler og sundhedscentre, centre for voldsramte kvinder, affaldsophobning o.s.v., alt sammen udtryk for politiske forsømmelser.

Når jeg står her i dag er det, fordi jeg i 2003 var på en lignende "reality tour, som de kampagneture, jeg lige har beskrevet. Det jeg så på Vestbredden, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Det er min overbevisning, at det mindste vi kan gøre, er at støtte de israelske freds- og menneskerettigheds- bevægelser i deres utrættelige kamp for, at besættelsen skal ophæves og at palæstinenserne skal have en stat, hvor de får reel mulighed for at leve i et bæredygtigt og fredeligt samfund.

Kirsten Grosen.

PS. Udtrykket "retfærdig fred" er Gila’s. Efter min – og andres – mening er retfærdighed umulig at opnå.

Jeg er en dansk kvinde og jeg skriver til dig igen. – ligesom jeg har gjort flere gange siden du blev ført væk fra dit hjem i Ramallah af den Israelske hær d. 22 dec. 2005. Siden har du været administrativt interneret i Israelsk fængsel uden anklage, rettergang eller domfældelse. Jeg har lige læst, at din fængsling nok en gang er blevet forlænget med tre måneder. Det blev meddelt dig, dagen før du havde forventet at blive løsladt d. 26 oktober.

Og nu sidder jeg her i Brønshøj og mangler ord at skrive på det lille postkort til dig. Der er så langt herfra, til din hverdag med trusler, ydmygelser og tæv.

I dag fortæller oplæseren i radioavisen, at den israelske hær har likvideret 6 mand i en minibus og adskillige huse i Gaza-Striben er tromlet ned af bulldozere. Er det udført af "Mellemøstens eneste demokrati " ? Selv Saddam Hussein har været for en domstol, og netop i dag vil dommen blive afsagt.

Jeg skriver gerne til dig Etaf og jeg tænker mere på dig end du aner. Men jeg forstår bare ikke hvorfor Danmarks udenrigsminister ikke skriver til sin kollega i Israel og protesterer over de talløse overtrædelser af internationale konventioner som Israel begår.

Og jeg forstår slet ikke, at der ikke er en massiv international protestbevægelse mod Israels fremfærd, og deriblandt mod opførelsen af en mur langs veje og tværs gennem landsbyer i Palæstina. Hvor længe skal vi sidde passivt og følge nyhedsstrømmen ? Danmark må kræve sanktioner mod Israel i FNs Sikkerhedsråd, og kræve i EU at associeringsaftalen med Israel som handelspartner ophæves.
Det ville være nyheder, jeg kunne være bekendt at skrive til Hasharon fængslet til en kvinde, jeg kun kender af navn.

My best wishes

Hanne Nielsen

Om palæstinensiske kvinder og børn i israelske fængsler.

I et læserbrev af 10.ds. undrer Hedevig Bjerre sig over, at hun ikke ved daglig avislæsning har fundet information om de palæstinensiske kvinder og børn, som forlanges løsladt som betingelse for frigivelse af en israelsk soldat, der er taget til fange af en palæstinensisk milits.

Undertegnede er medlem af en gruppe danske kvinder,som siden 2003 har samarbejdet med israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, der støtter de politiske fanger i israelske fængsler. I denne gruppe har vi derved fået en viden, som jeg gerne vil delagtiggøre Hedevig Bjerre og andre interesserede i.

For kvindernes vedkommende bygger vi især vores viden på rapporter fra israelske "Women’s Organization for Political Prisoners."(WOFPP), mens "Defence for Children International/PS" (DCI), og "Red Barnet", Sverige er vores hovedkilder vedr. børnefanger. Andre kilder er "Addameer" og "Mandela Institute for Human Rights".

Det skal understreges, at vi ikke tager stilling til, om kvinder og børn er skyldige i det, de anklages for, men udelukkende til den umenneskelige behandling, de udsættes for og som er i strid med de internationale konventioner, Israel har tiltrådt og som bl.a.siger, at en besættelsesmagt ikke må flytte fanger fra det besatte område til andre territorier.

Palæstinensiske kvinder i israelske fængsler.

De israelske sikkerhedsstyrker arresterer jævnligt palæstinensiske kvinder, hovedsageligt i alderen 18-30 år, men enkelte yngre - ned til 14 år - og ældre. Kvinderne bliver brutalt behandlet under arrestation og afhøring, som foregår i militærlejre eller centre i israelske bosættelser på Vestbredden, hvor politistationerne normalt er placerede.

For tiden sidder ca. 125 kvinder i israelske fængsler. Det anslås, at halvdelen af kvinderne tilbageholdes administrativt – og uden at der rejses tiltale. #)! Ofte kan de heller ikke få advokathjælp.

Disse fanger holdes indespærret på ubestemt tid, mange i 2-3 år og nogle endnu længere.
Når de løslades, får de ingen undskyldning endsige kompensation.

Et eksempel er 42-årige Etaf Alyan, der har et barn på 18 måneder. Den 22. december 2005 blev hun hentet af israelske soldater i sit hjem i Ramallah og ført til Hasharon fængslet. Det er her de fleste kvindelige fanger sidder. En appel blev imødekommet og hendes tilbageholdelse på 6 måneder blev ændret til 4 måneder. Den 23. februar 2006 blev hun flyttet til Neve Tirza fængslet, som er kendt som værre end Hasharon. En overførsel hertil bruges som afstraffelse.
Den 26. april, hvor hun skulle løslades, gav forsvarsministeriet ordre til, at hendes administrative tilbageholdelse skulle forlænges med seks måneder.

Etaf har tidligere været langtidsfange. Hun har været fængslet på forskellige tidspunkter i sammenlagt 10 år. Mellem arrestationerne har hun oprettet adskillige sociale projekter i Betlehem, blandt andet et center for kvinder og en børnehave. Da hun giftede sig, flyttede hun til Ramallah, hvor hun åbnede en internetcafe for kvinder.

De øvrige kvinder er dømt ved israelske militærdomstole, som følger andre spilleregler end de civile domstole i Israel. For eksempel accepteres tilståelser, som er fremkommet under tortur, og forsvareren kan nægtes at føre vidner eller fremlægge bevismateriale til fordel for den anklagede.

Ofte anklages kvinderne for forbrydelser eller medvirken til planlægning af forbrydelser mod besættelsesmagten, som kan medføre op til livsvarigt fængsel. Hvis kvinden nægter alt, og der ikke er beviser, kan dommeren foreslå, at kvinden tilstår en mindre overtrædelse og dermed slipper med et par års straf. I mange tilfælde skal der i tilgift betales bøder.

Begrundelse for anholdelse af kvinder er i nogle tilfælde, at der skal lægges pres på ægtefæller evt. brødre, som er under mistanke og som tilbydes en "handel" til fordel for kvinden.

Nogle af kvinderne har små børn, som må passes af familien og enkelte er gravide ved arrestationen og føder under fængselsopholdet. Babyerne kan blive hos moderen op til 2 års alderen. Det giver store sundhedsmæssige problemer, da hygiejne og kost i fængslet er under al kritik.

Den 1.maj d å modtog vi en beretning fra Mandela instituttets advokat Buthayna Duqmac om en Fange, Samar fra Talmond/Hasharon fængslet, som skulle føde ved kejsersnit på et hospital. Advokaten havde haft kontakt med fangen, der var gravid, da hun blev arresteret i september 2005. Hendes mand var allerede administrativt tilbageholdt. Advokaten havde fået afslag på en ansøgning om, at enten fangens mand eller moder måtte være til stede ved fødslen. Hun var derfor selv til stede på hospitalet, da fangen ankom lænket på hænder og fødder. Lænkerne blev ikke fjernet, da fangen blev ført ind i fødestuen og advokaten fik ikke lov at være hos hende.
Lignende beretninger findes der flere af.

Beretninger om forholdene i fængslerne er i det hele taget rystende. Cellerne er overfyldte og fugtige, plaget af mus og insekter. Der er slået metalplader for vinduerne, så der ingen dagslys er. Om sommeren er der ulidelig varmt og om vinteren meget koldt. Der er for få tæpper og ved sidste vinters begyndelse viste det sig, at fangernes vinterbeklædning og tæpper var ædt af mus.
Der er en kantine, hvor fangerne kan købe toiletsager, supplerende kost o.lign. Hver fange har en kantinekonto knyttet til Israel Postal Bank, hvor det palæstinensiske selvstyre har indsat beløb, men efter Hamas’s valgsejr bliver mange af fangernes konti spærret med begrundelsen, at det er "finansiering af terror".

Der anvendes disciplinære straffe over for kvinderne, hvis de klager over forholdene eller i grove tilfælde sultestrejker. Straffene kan være bøder, isolationscelle, fratagelse af besøgsret og modtagelse af post. Tåregas og oversprøjtning af cellerne med vand forekommer. Elektriske apparater, som kvinderne selv har anskaffet, fjernes, eller der slukkes for elektricitet. Grov fysisk afstraffelse og sexuelle krænkelser er ikke usædvanlige. Lægelig behandling er mangelfuld.

En livstidsfange, Amne Mounah, der har været talsmand for kvinderne, er særlig hårdt ramt.
Er hyppigt i isolation, og har været udsat for krav om at klæde sig nøgen for vagterne, som ville kropsvisitere hende. Da hun nægtede, blev soldater tilkaldt. De rev tøjet af hende, sprøjtede hende med tåregas og gennembankede hende. Hun blev holdt i isolationscelle i 7 dage med begrundelse, at hun havde angrebet 3 fangevogtere. Hun fik et beroligende middel, men ingen lægehjælp.

Dette er blot et eksempel af flere, som findes i rapporter fra ovennævnte organisationer, samt fra Amnesty og i en rapport fra "The Public Committee Against Torture in Israel", som i 2005 blev afleveret til FN’s komite for afskaffelse af diskrimination mod kvinder.

Palæstinensiske børn i israelske fængsler.

Det er væsentligt at vide, at Israels retsvæsen har andre alderskriterier for palæstinensiske børn end for israelske børn. Israelske børn betragtes som børn til de er 18 år (i lighed med FN’s børnekonvention). Palæstinensiske børn betragtes kun som børn til de er 12 år.

I marts 2006 udsendte DCI/PS en beretning om situationen vedr. de israelske besættelsesstyrkers tiltagende arrestationer af palæstinensiske børn. Det drejede sig om flere end 230 børn siden begyndelsen af 2006, hvilket bragte antallet af palæstinensiske børn i israelske fængsler op på næsten 400, hovedsageligt drenge.

I interviews med DCI/PS-advokater har børn fortalt om, hvordan de – efter at de er blevet arresterede – bliver lagt i håndjern og får bind for øjnene, inden de bliver gennet ind i en militærjeep og bragt til forhørscentre, der ligger i bosættelser eller militærlejre i nærheden. Mens de stadig er omtumlede og forvirrede, fordi de er blevet arresterede og ofte slået af soldaterne i jeepen, bliver børnene med det samme bragt til afhøring. Her bliver de overfuset, truet og nogen gange sparket og slået, for at man kan få en eller anden form for tilståelse ud af dem. Tilståelser, der kommer frem under en så rå proces, bliver af de israelske militære myndigheder betragtet som tilstrækkeligt bevis til ikke blot at sigte barnet, men også at sigte andre, der bliver inddraget i tilståelsen.

Efter afhøring bliver børnene indespærret i overfyldte og usle tilbageholdelsescentre, der ligger på det meste af Vestbredden, hvor de venter på at komme for retten. Kun en håndfuld bliver løsladt mod kaution. Der findes flere beretninger om voldsomme fysiske – også sexuelle overgreb mod børn helt ned til 12 års alderen.

Selv om sådanne centre bliver klassificeret som midlertidige opbevaringssteder, har DCI/PS’ advokater bemærket, at der er en tendens til, at børn, der har fået en dom på 6 måneder, sidder tiden ud i disse centre, der mangler helt basale ting som ordentlige spise- og badefaciliteter, og hvor børnene desuden er frataget muligheden for at få kontakt med familien og sundhedssystemet.

DCI/PS slutter beretningen med en appel til det internationale samfund om at intervenere og kræve, at Israel overholder de internationale menneskerettigheder og sikrer, at disse overtrædelser af palæstinensiske børns rettigheder ophører med det samme.

Hvis man vil vide mere om enkelte børn, findes der flere skildringer af deres skæbne på de nævnte organisationers hjemmeside.
Desuden er der kommet bemærkelsesværdig dokumentation fra en forening af hjemsendte israelske soldater "Breaking the Silence", som har lavet en udstilling og en DVD om de overgreb, de har deltaget i, samt udgivet et hæfte med mundtlige beretninger og oprettet en hjemmeside www.breakingthesilence.org

Hvordan gik det til, at israelske kvinder begyndte at støtte de palæstinensiske politiske fanger?

Det skyldes en bemærkelsesværdig kvinde, Hava Keller. Hun blev født i Polen i 1929 og kom i 1941 til Israel sammen med sine forældre. Da hun var færdig med skolen, var hun med til at oprette en kibbutz og sluttede sig til Haganah militsen, som bekæmpede briterne, og senere deltog hun i krigen mod araberne. I 1949, da krigen var slut, gik hun hver dag forbi en forladt arabisk landsby med smukke huse og træer. Hun regnede med, at de flygtede beboere snart ville vende tilbage, men en dag opdagede hun, at hele landsbyen var jævnet med jorden af israelske soldater og dermed var beboerne udelukket fra at vende tilbage. Den dag ophørte hun at være Zionist

Hun blev gift, uddannede sig til historielærer og var aktiv i kvindebevægelsen. En dag ved et kvindemøde i 1988 i begyndelsen af den første intifada, kom en kvinde styrtende ind og fortalte, at en kvinde fra Gaza, var blevet arresteret, for at politiet kunne lægge pres på hendes mand, og da retten gav ordre til at løslade hende, kunne hun ikke skaffe kaution. Hava Keller og de andre kvinder skaffede pengene og fik hende løsladt. Men så hørte de om den ene sag efter den anden og dannede WOFPP, og de sørgede for, at løsladelse af alle palæstinensiske kvindefanger indgik i Osloaftalen. Da nuværende Intifada begyndte, blev kvindefængslerne igen fyldt op og organisationen måtte genoptage sit sørgeligt nødvendige, men beundringsværdige virke.

Lige nu overskygger de voldsomme militære angreb med død og ødelæggelse i området alt andet. Hvordan ville det være gået, hvis det palæstinensiske krav om løsladelse af fængslede kvinder og børn som betingelse for frigivelse af den israelske soldat var blevet imødekommet?

På vegne af "Human Rights March. Kvinder i Dialog. Palæstina – Israel – Danmark".

Kirsten Grosen.
Stenleddet 29, 4000 Roskilde.

www.humanrightsmarch.dk

Kilder: www.wofpp.org , www.dci-pal.org , www.mandela-palestine.org , www.rb.se www.addameer.org. www.stoptorture.org.il , www.amnesty.dk

#) Rettelse: p.t. er kun 5 administrativt tilbageholdt.

Kære redaktør!

Vedr. den aktuelle situation i Israel/Palæstina.

Ord ladet med værdi i Palæstina/Israel-konflikten.

Denne fortvivlede konflikt bliver igen og igen refereret i Politiken og i alle de andre medier. Men på hvilken måde ?

Man skriver at en israelsk soldat er blevet KIDNAPPET.
Mens 9 palæstinensiske parlamentarikere er blevet ARRESTERET.

Man skriver om palæstinensisk TERROR, når der affyres hjemmelavede raketter (som næsten aldrig rammer noget) mod israelske bosættelser, ulovligt placeret på besat jord. Mens israelske bomber mod huse i palæstinensiske byer er et ANGREB.

Man skriver, at Israel ikke vil forhandle så længe Palæstina ikke overholder INDGÅEDE AFTALER, men ingen taler om at Israel heller ikke overholder INDGÅEDE AFTALER.

Er det virkelig bevidst, at politikere, journalister og kommentatorer bruger ordene, som de gør, og lader som om at de bare referere neutralt ?? Og dermed bevidst tager parti for israelerne og Israels kamp mod palæstinenserne. Jeg vil ikke tro det, men - - - - - - .

Lise Lauritzen Loft
Ahlmanns alle 9
2900 Hellerup

Hvad er ansvar uden konsekvens?

Nu har EU vedtaget at genoptage den økonomiske støtte til palæstinenserne, men uden om den palæstinensiske regering, sådan som EU-Kommissær Benita Ferrero-Waldner forudsagde i artiklen i Kr. Dagblad 11. maj d.å.

I samme artikel påpegede kommissæren imidlertid, at EU støtten ikke vil være tilstrækkelig til at undgå den humanitære katastrofe, som truer palæstinenserne. De palæstinensiske skattepenge, som Israel ulovligt tilbageholder, udgør et langt større beløb, end hvad det internationale samfund nogen sinde vil kunne yde. Dertil kommer Israels lukning af de palæstinensiske områder, en politik som Israel nu gennem flere år har dyrket med det resultat, at palæstinensisk erhvervsliv er blevet ødelagt, og dermed har palæstinenserne ingen mulighed for selvforsørgelse.

Kommissæren skriver i den forbindelse: "Alle må tage et ansvar".- Hvem er "alle"? Gælder det også Israel?

Hvordan kan det være, at EU ikke skrider ind over for den israelske regering, når denne helt i strid med internationale regler tilbyder våben til præsident Abbas(Politiken 14.ds.) i en situation med latent fare for en palæstinensisk borgerkrig?

Kommissæren skriver også, at EU må tage hensyn til de europæiske skatteydere. Ja, men hvorfor skal europæiske skatteydere så fortsætte med at betale for at råde bod på Israels vedholdende ødelæggelse af palæstinensernes eksistensmuligheder?

Den 2. april sendte jeg et åbent brev til udenrigsminister Per Stig Møller, hvori jeg bl.a. refererede Amnesty International’s (AI) generalsekretær Irene Khan.

Irene Khan skriver 15. marts et åbent brev til Israels opstillede kandidater til parlamentsvalget, hvori hun opfordrer dem til at sætte menneskerettighederne på dagsordenen. Hun begrunder det med de alvorlige gentagne overgreb på palæstinensernes fundamentale rettigheder, som sker i strid med internationale regler for en besættelsesmagts forpligtelser, bl. a. inddragelsen af palæstinensisk jord til opførelse af muren/hegnet og til de mange ulovlige jødiske bosættelser.

AI fordømmer palæstinensiske overgreb på civile israelere, men finder at Israel under dække af sikkerhedshensyn udøver kollektiv afstraffelse af palæstinenserne i form af restriktioner, som ødelægger mange palæstinenseres eksistensmuligheder. Dette har medført, at det internationale samfund har måttet overtage forsørgelsen af den palæstinensiske befolkning.

Irene Khan påpeger endvidere, at der ikke sker en tilstrækkelig retsforfølgelse af israelske sikkerhedsstyrkers overdrevne magtanvendelse og ulovlige drab på civile palæstinensere, hvilket medvirker til acceleration af palæstinensiske gengældelsesaktioner.

I mit brev til ministeren stillede jeg følgende spørgsmål: "Agter den danske regering som medlem af EU og FN’s Sikkerhedsråd at foretage skridt til at udøve pres over for Israel med henblik på at forbedre menneskerettighedssituationen i det palæstinensiske område, således som især AI understreger nødvendigheden af?"

Udenrigsministeren har i brev af 12. juni besvaret min henvendelse og skriver:

"--- Jeg deler i vid udstrækning din bekymring over disse desværre alt for velkendte problemer, som Amnesty International løbende rejser, og som indgår i den løbende dialog mellem EU og Israel.
Regeringen vil fortsat arbejde for, at EU og FN også i forhold til den nye israelske regering opfordrer til en forhandlet to-statsløsning med udgangspunkt i bl.a. respekt for menneskerettighederne og folkeretten, FN’s Sikkerhedsrådsresolutioner og Køreplanen for Fred ."

Sådan skriver ministeren, men Israel har jo i flere år totalt ignoreret enhver henvendelse om at overholde ovenstående, uden at det har haft nogen konsekvenser. Hvordan kan det være, at EU ikke for længst har afbrudt handelsaftalen med Israel, når en af betingelserne for aftalen er, at Israel skal overholde menneskerettighederne?

Irak har i flere år været udsat for sanktioner og militært angreb, fordi Irak ikke ville overholde FN resolutioner. Hvad er forskellen?

Den aktuelle situation er selvfølgelig fastlåst, fordi palæstinensernes demokratisk valgte regering er på FN’s terrorliste. Udenrigsministeren har udtalt, at det er uhyre vanskeligt at blive slettet af terrorlisten. Man må håbe, at Danmarks aktuelle placering i Sikkerhedsrådet kan medvirke til at finde en påkrævet procedure til løsning af dette problem. Når det gælder Hamas må det vel tjene til partiets fordel, at den i januar 2005 indgåede aftale med præsident Abbas om ensidig våbenhvile er blevet overholdt fuldt ud, til trods for at israelske sikkerhedsstyrker har fortsat angreb på civile palæstinensere i lighed med de af Amnesty International kritiserede ulovlige overgreb.

De angreb på Israel, der udføres af de selvbestaltede palæstinensiske militser er selvfølgelig en ulykke for alle, men det er jo netop et resultat af de aktuelle kaotiske forhold i området og kendes fra andre lignende konfliktområder som ikke mindst Irak Og det kan måske være på sin plads at minde om de jødiske militser, som blev lovliggjort sammen med oprettelsen af den israelske stat.

22. juni 2006.
Kirsten Grosen,
Stenleddet 29, 4000 Roskilde.

Medlem af "Human Rights March. Kvinder i dialog. Palæstina-Israel-Danmark."

Brev fra Brita Bastogi

Rungsted Kyst 30th May 2006

Commissioner for Foreign Affairs
Mrs. Benita Ferrero-Waldner
The Commission
Bruxelles
Belgium

Dear Madam,

Short time ago, the Danish newspaper Kristeligt Dagblad brought an article entitled: Everybody has to take responsibility in the Palestinian crisis.

I want to thank you for trying to explain the EU citizens the EU position on that question. That is really needed.
You begin the article by describing the reaction on the EU suspension of aid as a cacophonic mishmash.
Dear Madam, if the reaction and opinion of the citizens of the EU is of any interest to the decision makers in Brussels maybe this mishmash should be further analysed.

I am aware, that your article is the first try.
Unfortunately the article does not answer the questions clearly. It is not clearly described if the mentioned 120 million euros for basic needs, actually is paid out or not.
Regarding the free and fair election, you state that "we respect the doom of the electorate", but have no intention of accepting it, because the US again followed by the EU has declared the winner for terrorists. It is more and more difficult for EU citizens, and must be even more so for the peoples of the Middle East, to understand what is meant by democracy, when the result of a free and fair election is not accepted because Israel and thereby the US and thereby the EU does not like the result of this free and fair election.

During the Second World War we had here in Denmark, like in all other countries occupied by the German Forces, a resistance movement. For us these people were freedom fighters – for the Germans they were terrorists. Now Palestine is occupied by Israel, but the Palestinians have no right to have a resistance. They only have the right to be killed, tortured, be internal refugees, have no right to their villages, their lands or move freely inside their continually more and more limited area surrounded by walls. You mention several times the fundament for a peace process. What fundament is there for a people, gradually being wiped out?

Madam, could you please explain us why the EU is accepting this? The small EU outbreaks of protests, now and then, without any consequences for Israel, we cannot take seriously.

You point out, that the Commission has to defend the European taxpayer’s money.
But then, Madam, please tell us why the EU taxpayers is paying so much to Israel?
The EU agreements postulate human rights. But, Israel does not have to follow them.
You mention in your article the problem about Israel collecting tax in Palestine, but not paying it to the PLO. You forgot to mention which consequences the EU thinks this should have for Israel. Apparently none. As you quite rightly say – the EU cannot just pour more money in.

The conclusion must be that the EU wants Israeli to have more money to build walls and buy more armaments in order to be able to induce even more death and destruction onto the Palestinian people.

Dear Madam, it is so sad for us, the European citizens, that the EU, which could have been build as an example of democracy, human rights, and good governance, not only for Europeans, but for the world, instead choose to imitate the US, and thereby helping to spread more injustice, fear and terror in the world.

This is definitely not what we want our tax money used on.

Yours sincerely

PS: I would recommend the Brussels based Commission personnel to read the excellent analysis produced by the EU Missions in Ramallah and Jerusalem, and follow the websites of Israeli peace- and human rights organisations.

"Alle må tage et ansvar i den palæstinensiske krise."

Med denne overskrift bragte Kr. Dagblad den 11. maj et indlæg fra EU-Kommissær Benita Ferrero-Waldner om EU’s suspension af den direkte hjælp til den palæstinensiske selvstyremyndighed.
Det afføder hos mig spørgsmålet: Hvem er alle?

Der har hidtil ingen kommentarer været til kommissærens meget omstændelige udredning af den kattepine, EU befinder sig i m.h.t. inddragelse af støtten til den demokratisk valgte palæstinensiske regering. Det er mig ikke muligt at udlede af artiklen, om EU faktisk stadig yder hjælp til forsørgelse og medicinsk bistand til det palæstinensiske folk, og om alle de advarsler, som internationalt fremkommer om truende underernæring og manglende adgang til medicin etc, dermed ikke har noget på sig.
Det modsiges dog af, at israelske fredsorganisationer, bl.a. Gush Shalom, p.t. over internettet appellerer om at give støtte til indkøb af mad og medicin til den palæstinensiske befolkning.
Kommissæren konstaterer, at Israels fastfrysning af palæstinensiske skatteindtægter og lukning af de palæstinensiske områder, volder store problemer. Der er dog ingen bebrejdelser til Israels regering af den grund, men ansvaret synes udelukkende at tillægges den nye palæstinensiske regering, som ikke vil anerkende Israel og som ikke vil fordømme de i enhver henseende forfærdelige selvmordsaktioner.

Når jeg skriver, skyldes det, at jeg har følt et medansvar for det palæstinensiske folks skæbne, siden jeg i december 2003 opholdt mig på Vestbredden i 10 dage sammen med en international kvindegruppe. Opholdet var tilrettelagt i samarbejde med israelske og palæstinensiske kvindegrupper. Vi besøgte byer og landsbyer fra Hebron til Jenin, passerede undervejs utallige checkpoints, hvor unge israelske soldater var tvunget til at ydmyge palæstinensere i alle aldre. Besøgte flygtningelejrene, som har bestået siden 1948, og hvor mange børn er født til elendige forhold med arbejdsløshed og fattigdom, men hvor der foregår et stort socialt og kulturelt frivilligt arbejde, som afhjælper noget af den håbløshed, som ellers præger sådanne lejre.Vi så en masse jødiske bosættelser, bygget på palæstinensisk jord, med fine tilkørselveje, som kun må benyttes af israelere. Vi fik desværre ikke tilladelse til at besøge nogen af dem.

Der gik ikke mange dage før jeg tænkte: "Her foregår en langsom kvælning af det palæstinensiske folk". Siden har jeg erfaret, at de fleste, der har besøgt Vestbredden, deler denne opfattelse. Det gælder bl.a. Herbert Pundik.

For nogen tid siden bragte Kr. Dagblad et interview af mellemøstkorrespondent Allan Sørensen med den 31-årige leder af Al-Aqsa Brigaderne i Jenin, Zakaria Zubeidi. Jeg vil ønske, at A.S. vil følge artiklen op med en skildring af de forhold, hvorunder Zakaria er opvokset.
Det kunne være i samme stil, som den føljeton i 5 kapitler, avisen fornylig bragte om Benjamin, en almindelig dansk dreng, der udvikler sig til bankrøver.
Jeg tror Zakarias’s udviklingshistorie i højere grad end Benjamins, vil kunne sandsynliggøre en årsagssammenhæng. Som kilde til at forstå Zakarias’s historie, kan jeg anbefale filmen "Arna’s Børn". Filmen er optaget af den jødiske Juliano Khamis, hvis nu afdøde mor, Arna i flere år gjorde et stort arbejde for børnene i Jenin, og den blev for nylig vist i en række europæiske byer, herunder København.

De fleste danskere kan stadig huske rædselsberetningerne fra Jenin i april 2002, hvor israelsk militær gik til angreb med kampvogne og bulldozere og i 2 uger holdt byen totalt afspærret.
En FN delegation forsøgte efterfølgende at komme ind i byen, men Israel forhindrede det. Ud fra forskellige kilder offentliggjorde FN den 1/8 2002 en rapport, hvori man skønnede, at angrebet havde medført at 52 civile palæstinensere og 23 israelske soldater døde, mange blev sårede, over 150 bygninger var ødelagte, 45o familier blev boligløse. Ødelæggelser for ca. 27 mill. Doll.

Siden har der været talrige lignende "episoder", men det har ikke længere de danske mediers store interesse. Hvis man vil vide, hvad der foregår, er de israelske menneskerettigheds- og fredsorganisationers hjemmesider en nyttig kilde. Ligeledes har en gruppe hjemsendte israelske soldater oprettet en hjemmeside,"Breakingthesilence", hvor de letter deres samvittighed ved at fortælle, hvad de har medvirket til.

Der skrives meget om den militante palæstinensiske modstandskamp mod den israelske besættelse, men jeg mindes ikke, at Kr. Dagblad har skrevet om den ikke-voldelige modstand, som modigt og utrætteligt føres af beboerne i landsbyen Bil’in og flere andre steder på Vestbredden. En af de palæstinensiske ledere, Yiad Burnat, var for nylig inviteret til Danmark, hvor han fortalte og viste film om den fantastiske måde, hvorpå modstanden praktiseres. Yiad blev interviewet på DK4, men ingen andre medier var interesseret. Det er sørgeligt at konstatere, at der er så lidt medieinteresse for ikke-militant modstand. Er det en ansvarlig holdning til den palæstinensiske krise?

Jeg har heller ikke set dagspressen omtale, at Amnesty International’s generalsekretær, Irene Khan den 15. marts sendte et åbent brev til kandidaterne til det israelske parlamentsvalg, hvori hun påtaler Israels alvorlige krænkelser af internationale regler for en besættelsesmagts pligter. (AI Index: MDE 15/018/2006). Det drejer sig bl.a. om følgende:

 - At der er et åbenlyst behov for at standse voldsspiralen i de besatte områder. AI fordømmer palæstinensiske overgreb på civile palæstinensere, men finder at Israel alt for ofte under dække af sikkerhedshensyn groft krænker palæstinensernes fundamentale rettigheder.
 - At Israels ulovlige udbygning af bosættelser, samt opførelsen af muren/hegnet på palæstinensisk jord er et alvorligt brud på international lov og krænker den palæstinensiske befolknings fundamentale rettigheder, herunder muligheden for at opretholde en nødvendig levestandard og bevægelsesfrihed i de besatte områder.
 - At kollektiv afstraffelse, som Israel udøver i form af restriktioner, der ødelægger eksistensmulighederne for en stor del af den palæstinensiske befolkning, er i strid med en besættelsesmagts forpligtelser og har medført, at det internationale samfund har måttet overtage forsørgelsen af den palæstinensiske befolkning.
 - At undersøgelse og retsforfølgelse af israelske sikkerhedstyrkers ulovlige drab, samt overdrevne magtanvendelse over for palæstinensere med skader eller død til følge, ikke finder sted i tilstrækkeligt omfang. Eventuel dom og strafudmåling står sjældent mål med forbrydelsens alvor. Dette er i høj grad medvirkende til voldelige palæstinensiske gengældelsesaktioner.

Som konklusion på ovenstående påtale opfordrer AI indtrængende de israelske parlamentskandidater til at arbejde for beskyttelse af menneskerettighederne og implementering af de anbefalinger, som AI også fremsætter i det åbne brev.

AI har ingen sanktionsmuligheder over for Israel. Det har EU, men selv om EU gentagne gange over for Israel har påtalt de samme krænkelser af international ret, som AI påtaler, har det aldrig haft konsekvenser. I den handelsaftale, som EU har indgået med Israel er der forskellige betingelser for aftalens gyldighed, herunder overholdelse af internationalt vedtagne regler for menneskerettigheder.

Hvorfor har EU aldrig brugt denne betingelse til at presse Israel? Hvordan stemmer det med at "tage ansvar i den palæstinensiske krise."?

1.juni 2006. På vegne af Human Rights March. Kvinder i Dialog. Palæstina-Israel-Danmark:
Kirsten Grosen,
Stenleddet 29, 4000 Roskilde.