|
Bernadotte blev hurtigt lagt for had af mange jøder for sit
forslag. Hans mordere kom fra den højreekstreme Stern-gruppe. Den der gav ordre
til mordet var Yitzhak Shamir, som senere blev Israels premierminister. Den som
holdt våbnet, Yehoshua Cohen, blev senere livvakt og nær ven til David
Ben-Gurion, Israels landsfader og første premierminister. Mordernes navne var
tidligt kendte. Ingen dømtes. De skyldige behandledes snarere som frihedshelte. De spørgsmål, som Bernadottes plan
omhandlede er 65 år senere uløste. De fordrevne palæstinensere lever i
flygtningelejre og i eksil og udgør med sine efterkommere nu over fire
millioner mennesker. Trods FN-resolutioner har de ikke kunnet vende tilbage og
har heller ikke fået nogen kompensation for tabt ejendom Mere i bogen: Mordet på Folke Bernadotte af Göran Burén OM: Retten til at vende
tilbage Efter Israels uafhængighedserklæring
i 1948 intensiveredes kampene mellem Israel og landets naboer og anslået
800.000 palæstinensere blev drevet på flugt for at slå sig ned i Jordan,
Syrien, Libanon og Vestbredden og Gaza. De efterfølgende krige - i særdeleshed
i 1967, hvor Vestbredden, Gaza og Golan Højderne blev besat - medførte
yderligere flygtningestrømme. De fleste flygtninge har levet i lejre siden, og
spørgsmålet om retten til at vende tilbage til deres land ligger latent som en
stopklods for enhver fredsaftale. Som følge af den enorme
betydning det ville få for Israel, hvis flygtningene fik godkendt en ret til at
vende tilbage, har argumenterne for og imod været legio. Det har været fremført,
at retten til at vende tilbage til eget land ikke gælder når et territorium
har skiftet hænder, eller når der er tale om massefordrivelser, og at denne
ret først rigtigt er blevet en del af folkeretten efter de hændelser, der drev
palæstinenserne på flugt, fandt sted. Retten til at vende tilbage
til eget land er måske klarest udtrykt i FN's Verdenserklæring om
Menneskerettigheder fra 1948, der fastslår, at enhver har ret til at forlade et
hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget
land. Verdenserklæringen er ikke
bindende for staterne i og med, at der alene er tale om en erklæring, men der
er ikke tvivl om, at Staterne anser den for moralsk bindende, og at den for
langt de fleste bestemmelsers vedkommende er et udtryk for international sædvaneret.
En række af Verdenserklæringens bestemmelser genfindes i FN's konvention om
civile og politiske rettigheder fra 1966, der siger, at ingen vilkårligt må
berøves retten til at indrejse i eget land. Denne konvention er bindende og
ratificeret af Israel. http://www.palaestina-info.dk/index.php/menneskerettigheder/107-folkeretten-og-palaestina-konflikten |