Ny side 1

Mordet på Folke Bernadotte

Artikel fra. Helsingborgs Dagblad 15.09.13 skrevet i anledning af 65-årsdagen for mordet.

Folke Bernadotte blev myrdet – eller snarere likvideret – den 17. september 1948 i Jerusalem. Han var FN’s mægler en opgave, som han påtog sig efter at han ved afslutningen af anden verdenskrig med de hvide busser reddede titusindvis fra nazismens fangelejre - ikke mindst jøder.

Nogle dage efter mordet ville han have overrakt et dokument, som han havde udfærdiget til FN:s generalforsamling, og som indeholdt en plan til løsningen av palæstinakonflikten. Han anerkendte i dokumentet Staten Israels eksistens, men Jerusalem skulle stå under FN-kontrol. Negevørkenen skulle styres av arabere og de hundredtusindvis palæstinensere, som var flygtet, skulle vende tilbage.

DRÆBT AF STERN-BANDEN

Den svenske diplomat grev Folke Bernadotte blev dræbt af Stern-banden i Jerusalem i 1948. Drabet blev beordret af Yitzhak Shamir, Natan Yellin-Mor, og Yisrael Eldad. Den franske FN-ansatte André Serot blev også dræbt ved overfaldet. Folke Bernadotte havde ellers reddet mange Jøder med de såkaldt 'Hvide busser' i krigens sidste dage.

FIK AMNESTI

Stern-medlemmene Nathan Yellin-Mor (i midten) og Matityahu Shmueliwitz blev efter Bernadotte-drabet fundet skyldige i at være medlemmer af en terrororgansation. De fik straks amnesti. Her står de foran Acre-fengselet efter løsladelsen i 1949. | Større

http://balder.org/judea/billeder-judea/joediske-terrorister/Folke-Bernadotte-FN-Sverige-Myrdet-Stern-Banden-Israel-190.jpg

Bernadotte blev hurtigt lagt for had af mange jøder for sit forslag. Hans mordere kom fra den højreekstreme Stern-gruppe. Den der gav ordre til mordet var Yitzhak Shamir, som senere blev Israels premierminister. Den som holdt våbnet, Yehoshua Cohen, blev senere livvakt og nær ven til David Ben-Gurion, Israels landsfader og første premierminister. Mordernes navne var tidligt kendte. Ingen dømtes. De skyldige behandledes snarere som frihedshelte.

De spørgsmål, som Bernadottes plan omhandlede er 65 år senere uløste. De fordrevne palæstinensere lever i flygtningelejre og i eksil og udgør med sine efterkommere nu over fire millioner mennesker. Trods FN-resolutioner har de ikke kunnet vende tilbage og har heller ikke fået nogen kompensation for tabt ejendom

Efter Israels uafhængighedserklæring i 1948 intensiveredes kampene mellem Israel og landets naboer og anslået 800.000 palæstinensere blev drevet på flugt for at slå sig ned i Jordan, Syrien, Libanon og Vestbredden og Gaza. De efterfølgende krige - i særdeleshed i 1967, hvor Vestbredden, Gaza og Golan Højderne blev besat - medførte yderligere flygtningestrømme. De fleste flygtninge har levet i lejre siden, og spørgsmålet om retten til at vende tilbage til deres land ligger latent som en stopklods for enhver fredsaftale.

Som følge af den enorme betydning det ville få for Israel, hvis flygtningene fik godkendt en ret til at vende tilbage, har argumenterne for og imod været legio. Det har været fremført, at retten til at vende tilbage til eget land ikke gælder når et territorium har skiftet hænder, eller når der er tale om massefordrivelser, og at denne ret først rigtigt er blevet en del af folkeretten efter de hændelser, der drev palæstinenserne på flugt, fandt sted.

Retten til at vende tilbage til eget land er måske klarest udtrykt i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948, der fastslår, at enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.

Verdenserklæringen er ikke bindende for staterne i og med, at der alene er tale om en erklæring, men der er ikke tvivl om, at Staterne anser den for moralsk bindende, og at den for langt de fleste bestemmelsers vedkommende er et udtryk for international sædvaneret. En række af Verdenserklæringens bestemmelser genfindes i FN's konvention om civile og politiske rettigheder fra 1966, der siger, at ingen vilkårligt må berøves retten til at indrejse i eget land. Denne konvention er bindende og ratificeret af Israel.