Spørgsmål og svar om Gaza

Raketter fra Gaza mod israelske civile er en overtrædelse af international lov.

Men ved enhver vurdering af, om Israels militære aktioner udgør et lovligt selvforsvar, må man tage sammenhængen og spørgsmålet om proportionalitet i betragtning.
Den brede sammenhæng er, at den israelske besættelse af de palæstinensiske områder er uret-færdig og ulovlig, og Israel kan ikke gøre krav på selvforsvar, når palæstinenserne kæmper med legitime midler for at afslutte besættelsen. (På samme måde som japanske tropper ikke kunne påstå selvforsvar, når de blev angrebet af partisaner i det besatte Kina eller det besatte Filippinerne under 2. verdenskrig.)
Det rimelige israelske svar på sådanne palæstinensiske aktioner er ikke "selvforsvar", men fuld tilbagetrækning fra de besatte områder.

Vestbredden (inklusive Østjerusalem) og Gaza såvel som Sinai og Golanhøjderne blev erobret af Israel under krigen i juni 1967, en krig hvor Israel angreb først. Israels støtter påstår med en morderisk retorik, at selvom Israel affyrede det første skud, var det en berettiget, præventiv krig, idet de arabiske hære var ved at mobilisere ved Israels grænser. Retorikken var virkelig bloddryp-pende, og mange mennesker rundt om i verden var bekymrede for Israels sikkerhed. Men de, der forstod den militære situation - i Tel Aviv og i Pentagon - vidste meget godt, at selv om araberne angreb først, ville Israel klare sig i en hvilken som helst krig. Ægyptens leder søgte efter en udvej og indvilgede i at sende sin vicepræsident til Washington til forhandlinger. Inden det kunne føres ud i livet, angreb Israel, dels fordi det forkastede forhandlinger, og dels ved udsigten til et kom-promis, der kunne redde ansigt for Ægypten. Menachem Begin, der entusiastisk støttede denne (og andre) israelske krige, var helt klar over nødvendigheden af at udføre et angreb: "I juni 1967 2

havde Israel et valg", udtalte han. Ægyptiske troppekoncentrationer viste ikke, at Nasser var ved at angribe. "Vi må være ærlige overfor os selv. Det var os, der besluttede at angribe ham."[1]

Men selv hvis 1967-krigen havde været forsvar fra Israels side, kunne det ikke retfærdiggøre ved-varende herredømme over palæstinenserne. Et folk mister ikke sin selvbestemmelsesret, fordi en regering i et naboland går i krig. Man kunne selvfølgelig straffe Jordan ved at undlade at give Vestbredden tilbage. (Jordan havde alligevel ikke ret til besættelse af Vestbredden fra starten. Men Jordan var gået sammen med Israel om at opdele den dødfødte palæstinensiske stat, som FNs delingsplan fra 1947 indebar). Og man kunne undlade at tilbagegive Gaza til ægyptisk administra-tiv kontrol. Men der er intet grundlag for at straffe den palæstinensiske befolkning ved at tvinge den til at underkaste sig en udenlandsk militær besættelse.

Israel indlemmede straks det besatte Østjerusalem i selve Israel og erklærede, at Jerusalem var dets forenede og evige hovedstad. Israel begyndte at oprette bosættelser i de besatte områder i strid med Genèvekonventionerne, der forbyder en besættelsesmagt at installere sin befolkning på besat territorium. Israels juridiske rådgiver, den fremtrædende jurist Theodor Meron, advarede om, at enhver bosættelse ville være ulovlig, [2] men han blev ignoreret.

Og Den internationale Domstol i Haag har afgjort - i en udtalelse, som blev støttet af samtlige dommere, inklusive dommeren fra USA - at alle bosættelser i de besatte områder er ulovlige. [3]

Israels tilbagetrækning afsluttede ikke besættelsen. Som John Dugard, FNs specielle rapportør om de Besatte Palæstinensiske Områder, rapporterede i 2006:

Erklæringen fra Israels regering om, at tilbagetrækningen afsluttede besættelsen, er groft misvisen-de. Selv før Operation Sommerbyger (Operation Summer Rains), efter tilfangetagelsen af korporal Shalit, var Gaza under effektiv israelsk kontrol. Denne kontrol kom til udtryk på adskillige måder. Israel beholdt kontrollen over Gazas luftrum, havområde og ydre grænser. Der blev indgået en særlig ordning for at åbne Rafah-overgangen til Ægypten, som skulle overvåges af EU-personel, men alle andre overgange forblev for det meste lukkede. Den israelske hærs aktioner i forhold til Gaza har virkeligt vist, at moderne teknologi tillader en besættelsesmagt effektivt at kontrollere et territorium, selv uden militær tilstedeværelse.[4]

Den 20. november 2008 skrev Human Rights Watch til den israelske premierminister Ehud Olmert og fastslog blandt andet:

"Selv om Israel har trukket sine permanente militære styrker og bosættere tilbage i 2005, er Israel stadig en besættelsesmagt i Gaza ifølge international lov, fordi det fortsat udøver effektiv daglig kontrol over nøgleaspekter af livet i Gaza"[5]

Hvis Israel virkelig havde trukket sig tilbage fra Gaza, kunne det ikke forbyde Gaza handel ad sø- eller luftvejen med andre nationer, forhindre mennesker i at sejle eller flyve ind og ud af Gaza, 3 overflyve Gazas luftrum og patruljere dets kystområde eller erklære "adgang forbudt-zoner" i Gaza. Israel kontrollerer desuden Gazas folkeregister og indkasserer importtold på de varer, det tillader at komme ind i Gaza.[6]

Israels "tilbagetrækning" fra Gaza var et ensidigt skridt, ikke planlagt med nogen palæstinensiske ledere overhovedet. Israelske bosættere blev fjernet fra Gaza, men flere nye bosættere rykkede til Vestbredden i 2005 end der forlod Gaza, og mere palæstinensisk land blev overtaget på Vestbred-den end der blev givet afkald på i Gaza.[7] For mange stod det klart at tilbagetrækningen, i stedet for at være et skridt hen imod en palæstinensisk statsdannelse, snarere var at sikre Israels greb om Vestbredden og nægte det palæstinensiske folk nogen som helst uafhængig eksistens. Som Ariel Sharons højre hånd, Dov Weisglass, udtalte i et interview til en israelsk avis: "Betydningen af tilbagetrækningsplanen er fastfrysning af den politiske proces. Og når man fastfryser den proces, forhindrer man oprettelsen af en palæstinensisk stat, og man forhindrer en diskussion om flygtninge, om grænser og om Jerusalem. Faktisk er hele denne pakke, der kaldes den palæstinensiske stat med alt hvad den indebærer, blevet fjernet på ubestemt tid fra vores dagsorden."[8]

Når et land har kontrolleret et område i 40 år og har forbudt al virksomhed og udvikling, som kun-ne sætte området i stand til at fungere uafhængigt, så er det forpligtet. Når det samme land yder-ligere forbyder området at drive handel via luft- eller søvejen, kan det ikke kræve ret til at lukke grænseovergangene.

6. Gaza har fælles grænse med Ægypten. Hvorfor bliver Israel kritiseret for at afskære Gazas grænser?

Da Israel "trak sig tilbage" fra Gaza, gav det ikke Rafah-overgangen - forbindelsen til Ægypten - tilbage til palæstinenserne. I stedet blev der indgået en aftale vedrørende Rafah-overgangen om bevægelse og adgang (AMA = Agreement on Movement and Access), som blev underskrevet i november 2005 af det Palæstinensiske Selvstyre og Israel med USA’s opbakning, på den betingelse, at overgangen blev bemandet af EU-personel. Ifølge aftalen ville Israel have vetoret med hensyn til, hvem der kunne passere gennem grænseovergangen. (Selvom de ikke ville være til stede ved overgangen, ville israelerne have direkte videoovervågning og forhåndsinformation om enhver, der ønskede at krydse overgangen).

Den israelske menneskerettighedsorganisation Gisha har bemærket: "Med undtagelse af personlige ejendele, som medbringes af rejsende, er import forbudt via Rafah, den eneste overgang til Gaza, som ikke direkte kontrolleres af Israel."[9] 4

Ægypten kunne selvfølgelig ignorere AMA og åbne grænsen alligevel. Og det burde Ægypten gøre. EU og USA’s regeringer kunne og burde afslutte deres finansielle kvælning af Gaza og sende forsy-ninger ad søvejen til Gazas kyst og dermed ignorere Israels blokade, eftersom man må formode, at Israel ikke ville sænke fartøjer fra EU-lande og USA. Alle disse regeringers opførsel er forkaste-lig.

Raketangrebene aftog efter den israelske tilbagetrækning. Der blev affyret 281 raketter mod Israel fra Gaza i 2004, og 179 i 2005. Tilbagetrækningen blev afsluttet i september 2005. I fire måneder, fra oktober 2005 til januar 2006, blev der kun affyret 40 raketter.[10]

Sidst i september blev en byge af raketter affyret fra Gaza, efter en dødbringende eksplosion ved en Hamas-militærparade i flygtningelejren Jabaliya i Gaza. De fleste observatører, inklusive det Palæstinensiske Selvstyre (involveret i broderkrig med Hamas), beskyldte Hamas for eksplosions-uheldet; Hamas påstod, at Israel var ansvarlig for det. Hvad sandheden end er, så udtalte ITIC, en israelsk tænketank tæt knyttet til den israelske sikkerhedstjeneste og militæret[11]:

"Bagefter afsendte Fatah-fraktioner og PIJ (Palæstinensisk Islamisk Jihad) det største antal raketter. Hamas standsede sin direkte involvering i raketaffyring efter den interne og eksterne kritik, det fik for at have skadet den palæstinensiske civilbefolkning og senere på grund af dets regeringsforplig-telser."[12]

Andre palæstinensiske grupper affyrede raketter. I oktober 2005 var der en anden omgang raket-affyring. Men det skete ikke isoleret. I mønstret af vold og gengældelsesvold er det svært at afgøre, hvem der "startede". Den 23. oktober 2005 dræbte israelske styrker to medlemmer af Islamisk Jihad på Vestbredden; der blev så affyret raketter fra Gaza, som dog ikke sårede nogen. Så lukkede Israel grænseovergangene; dets fly fløj lavt over Gaza og lavede overlydsbrag, det affyrede luft-til-jord missiler, der sårede fem. En selvmordsbomber fra Vestbredden angreb en israelsk by og dræbte fem. Israel slap yderligere luftangreb og kanonartilleri løs over Gaza og dræbte otte, heraf tre børn.[13] Tingene kølede ned nogle dage senere og forblev forholdsvis rolige indtil efter valget af Hamas i slutningen af januar 2006.

I januar 2006 stillede Hamas op til valget til den palæstinensiske lovgivende forsamling (imod sin tidligere politik om at ikke at deltage i valg) og fik flertallet af de afgivne stemmer. Internationale observatører bekræftede valget som fair,[14] og det var virkelig et af de sjældne tilfælde af demo-kratisk valg i den arabiske verden. Washington havde presset Israel til at tillade valget, og Hamas' sejr var en overraskelse for alle (også for Hamas). 5

Ironisk nok havde USA og Israel tidligere støttet Hamas i et forsøg på at underminere PLO’s seku-lære lederskab.[15]

De fleste analytikere konkluderede, at vælgerne ikke så meget udtrykte støtte til Hamas' religiøse standpunkt, som de forkastede Fatahs korrupte og frygtsomme lederskab, der efter så mange år ikke havde bragt palæstinenserne nærmere til en levedygtig egen stat.

I stedet for at se Hamas' regeringsdeltagelse som en chance til at opmuntre det til at moderere sine standpunkter, besluttede Israel, USA og EU at knuse det. Israel nægtede at aflevere palæsti-nensiske skatteindbetalinger og lukkede grænserne, hvilket forårsagede alvorlige økonomiske trængsler. Internationale donorer, specielt USA og EU, tilbageholdt pengesummer, og Washington gik et skridt videre og indførte strenge restriktioner. Den anerkendte tænketank International Crisis Group skrev:

"NGO’er engageret i humanitært nødhjælpsarbejde står overfor betydelige forhindringer på grund af ekstraordinært restriktive regler fra USA’s skatteministerium; USA-organisationer skal for eksem-pel have forhåndsgodkendt deres bidrag, som skal have form af naturalier, ikke penge."

"Sådanne restriktioner har indvirkning på udviklingshjælpen - 450 millioner dollar i 2005 – hvilket er endnu mere alvorligt, for den kræver ofte direkte kontakt med det Palæstinensiske Selvstyre (PA). Nogle NGO’er i USA har måttet stille hele projekter i bero. CARE, den internationale nød-hjælpsorganisation, som hidtil har stået for 30 pct. af sundhedsministeriets medicinforsyning under et USAID-finansieret medicinsk nødhjælpsprogram, standsede de løbende forsyninger, efter at USAID tilbageholdt sin godkendelse."[16]

Hamas har virkelig afvist disse tre betingelser, men ikke mere end, hvad Israel og USA har gjort.

Hamas har ikke anerkendt Israel, men Israel og USA har heller ikke anerkendt en uafhængig palæ-stinensisk stat.

Tænk på FN-resolution 63/165, som blev vedtaget den 18. december 2008. Resolutionen bekræfter det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, inkl. retten til en uafhængig palæstinensisk stat, og opfordrer desuden alle stater og FN til at fortsætte med at hjælpe det palæstinensiske folk i de tidlige faser af virkeliggørelsen af dets ret til selvbestemmelse. Resolutionen blev vedtaget med overvældende flertal på 173 for og 5 imod og 7 afholdt sig fra at stemme. De 5 nejstemmer kom fra USA, Israel og 3 bittesmå USA-afhængige østater i Stillehavet.[17]

Selvfølgelig kan Israel sige, at det godt vil acceptere en palæstinensisk stat, bare ikke med 1967-grænserne, og kun så længe den indskrænker sig til en lille bid ikke-levedygtigt område. Men hvis nu Hamas viser tilsvarende imødekommenhed og erklærer sig villig til at anerkende Israel, dog 6

begrænset til Tel-Aviv med forstæder, så kan man godt have sin tvivl om, om Israel og USA ville anse det for tilstrækkeligt velvilligt.

Med hensyn til brug af vold ville det være rart, hvis Hamas gav afkald på vold. Imidlertid er enhver præken fra USA og Israel i den henseende uhyrlig. (Tænk bare på Sinai 1956 eller Libanon 1982 eller Irak 2003.) Det skal også bemærkes, at de israelere, som virkelig afstår fra vold - ved at nægte militærtjeneste i en besættelseshær - bliver sat i fængsel.[18]

Med hensyn til accept af tidligere aftaler, så husk lige Washingtons opsigelse af Antimissil-missil-aftalen, dets "annullering af sin underskrift" på aftalen om Omfattende Forbud mod Prøvespræng-ninger og dets manglende efterlevelse af den Internationale Domstols afgørelse om Nicaragua. Tænk bare på, at den International Domstol fandt, at Israel med sin opførelse af muren på den besatte Vestbred overtrådte den fjerde Genèvekonvention (som Israel er part i) [19]. FNs general-forsamling bekræftede siden ved en afstemning med 150 mod 6, mens 10 afstod fra at stemme, den Internationale Domstols udtalelse og opfordrede Israel til at rette sig efter afgørelsen.[20] Israel nægtede at gøre det, og USA støttede dets afvisning. For Israel og USA er højtideligt ved-tagne aftaler således bare papir.

Palæstinenserne underskrev Oslo-aftalerne i 1993, der lovede dem en stat i 1999, uden at de så nogen stat, men derimod en enorm vækst i antallet af israelske bosættere.[21] For dem må Israels insisteren på, at Hamas tilslutter sig aftaler, forekomme at være en brutal spøg.

Da Israels premierminister Ehud Olmert talte i USA’s Kongres i 2006, erklærede han sin fortsatte tro på "vort folks evige og historiske ret til hele dette land."[22] Dog, sagde han, forstod han nød-vendigheden af et kompromis. Hamas har indtaget et tilsvarende standpunkt: de betragter hele Palæstina som helligt muslimsk land og anser Israel for illegitim, men alligevel har de gjort det klart ved flere lejligheder, at de er villige til at indgå kompromis, og at de vil acceptere en tostats-løsning inden for 1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad i den palæstinensiske stat, tillige med en våbenhvile der kunne vare 20, 30 eller 50 år, eller endda uendeligt.[23]

Israel og USA nægtede imidlertid at følge op på disse tilbud fra Hamas og nægtede overhovedet at tale med Hamas – til trods for, at et flertal af israelere [24] og konservative analytikere som f.eks. Efraim Halevy, den tidligere leder af Israels sikkerhedstjeneste Mossad, [25] støttede sådanne samtaler.

I de sidste årtier er sekulære nationalistiske og progressive bevægelser desværre blevet erstattet af fundamentalister over hele Mellemøsten. Det er et resultat af den enorme undertrykkelse, som de nationalistiske og venstreorienterede bevægelser har oplevet, og af deres egne interne svaghe-der. Og antisemitismen er vokset over hele Mellemøsten, hvilket ikke er overraskende når man 7

ser, hvordan palæstinenserne har været ofre for et skrækkeligt barbari fra en såkaldt "jødisk stat." (Og folk i Mellemøsten bliver ikke opmuntret til at skelne så nøje, når Israels forsvarere erklærer, at kritik af Israel pr. definition er antisemitisk.) Det er klart, at vi må forkaste antisemitisme og fundamentalisters reaktionære sociale synspunkter.

Hamas, som havde sin oprindelse i det ægyptiske Muslimske Broderskab, udspringer af en islamisk fundamentalistisk baggrund. Men udspring alene bestemmer ikke dets nuværende adfærd. En vurdering fra marts 2008 af Hamas' aktuelle praksis fra den anerkendte International Crisis Group tegner et blandet billede.

Hamas, siger de, "afviser enhver intention om med tvang at indføre en islamistisk enhed (entitet). De udpegede ikke-Hamasmedlemmer til at varetage sikkerhedstjenesten og forvalte retsvæsenet. Der er ingen åbenbare tegn på islamisering af domstolene eller af skolerne. Myndighederne æn-drede ikke det Palæstinensiske Selvstyres skolepensum, lovkodeks eller forfatning. I overens-stemmelse med det Palæstinensiske Selvstyres praksis, men kontroversielt inden for islamisk tra-dition, udpegede de i januar 2008 en kvindelig dommer og forfremmede en anden kvinde til leder af appeldomstolen. Det er værd at bemærke, at de gennem TV og radio såvel som gennem moskeer-ne har rekrutteret kvinder til at udfylde hullerne i politiet. Over 100 kvinder har ansøgt. En Hamas-embedsmand erklærede: "Folkene i Ramallah prøver at stemple Hamas som ekstremistisk. Men et islamisk emirat i Gaza kommer ikke på tale."

"Men tidligere praksis garanterer ikke fremtidig opførsel, og menneskerettighedsgrupper såvel som ikke-Hamas prædikanter er stadig dybt bekymrede, idet de peger på en form for indirekte socialt pres. Indenfor Hamas insisterer en mere hårdnakket klerikal fraktion på, at Sharia (islamisk lov) skal spille en større rolle ...

"En ældre Hamas-jurists svar var dobbelttydigt: ’Vi ønsker at domstolene anvender Sharia-love, men vi vil ikke tvinge folket.’ Dog har de i nogle tilfælde gjort netop det" ...

"Under Gazas voksende isolation og tilbagetrækningen af vestlig tilstedeværelse er sociale skikke blevet stadigt mere konservative og patriarkalske, en proces nogle af Hamas' mere fanatiske mili-tante, specielt indenfor sikkerhedsstyrkerne, har opmuntret.

Der bruges mere tid til religiøs undervisning i skolerne, og man ved, at nogle lærere straffer piger, som ikke bærer slør. Selvom kvinder stadig går uden slør på gaden, og embedsmænd siger, at der ikke er regler for korrekt påklædning, så ved man at nogle Hamas-militante har påbudt piger at bære slør. Nok har Hamas afværget kvindedrab på grund af påstået umoralsk adfærd, men ugifte par i biler har meldt, at de er blevet slået og tilbageholdt. Angreb på netcafeer - øjensynligt udført af ikke-Hamas grupper - er begyndt at tage til efter en kort, rolig periode lige efter magtovertagel-sen (i 2007), og Gazas kristne beskylder Hamas for at gøre for lidt og for sent for at vende den signifikante stigning i angreb på de kristne trossamfund, som tæller 3000 medlemmer. Dette, vil nogen mene, er bevis på den voksende indflydelse af radikal islamisme indenfor Hamas."[26] 8

Desværre vil fortsat israelsk brutalitet og palæstinensisk hjælpeløshed sandsynligvis øge de værste tendenser i Hamas.

Samtidig er jødiske fundamentalister politisk stærke i Israel og sidder med i regeringskoalitionen. USA’s udenrigsministerium har noteret sig den israelske "regerings ulige behandling af ikke-orto-dokse jøder, bl.a. det forhold at regeringen kun anerkender ortodoks jødisk, religiøs myndighed i sager vedrørende jøders personlige forhold og civilstand. Regeringens fordeling af statsmidler be-gunstiger ortodokse (herunder moderne og nationale religiøse strømninger af ortodoksi) og ultra-ortodokse jødisk-religiøse grupper (undertiden kaldet "Haredi") og institutioner."[27]

Hamas' charter fra 1988 citerer Zions Vises Protokoller[28], skønt dokumentet i mange henseen-der er forældet.[29] Organisationen griber dog stadig til antisemitisk retorik.[30]

Men at Hamas har sådanne synspunkter, diskvalificerer dem ikke som part i fredssamtaler. Det faktum, at hinduer og muslimer i Sydasien har racistiske synspunkter om hinanden, udelukker for eksempel ikke, at de sætter sig ned sammen. Og rigtig mange israelere har racistiske anskuelser om palæstinensere[31] (apropos faderen til Obamas nye stabschef, Rahm Emanuel, som sagde at arabere kun duede til at vaske gulv[32].)

Man kan finde modbydelig antijødisk retorik hos visse palæstinensiske religiøse ledere. Men man kan finde et lige så frastødende sprog hos visse israelske rabbinere. For eksempel erklærede den sefardiske overrabbiner i Israel i en religiøs afgørelse i 2007, at der er "absolut intet moralsk forbud mod vilkårlige drab på civile under en mulig massiv militær offensiv i Gaza med det formål at stoppe raketaffyringer", fordi "en hel by har kollektivt ansvar for enkeltpersoners umoralske opførsel". Den-ne rabbiners søn, der selv er overrabbiner i Safad, forklarer: "Hvis de ikke holder op, når vi har dræbt 100, så må vi dræbe 1000. Og hvis de ikke holder op, når vi har dræbt 1000, så må vi dræbe 10.000. Hvis de stadig ikke holder op, må vi dræbe 100.000 eller en million. Hvad som helst der skal til, for at få dem til at stoppe."[33]

Racisme må bekæmpes, men der er ingen mening i at udelukke en part som potentiel partner for fred, indtil dennes racisme er udryddet.

Hamas har aldrig været en terrororganisation som al-Qaeda. Til forskel fra sidstnævnte har Hamas en massebasis, sociale velfærdsprogrammer og nu en vælgerbasis.

Hamas har været engageret i terroraktioner, navnlig ved bevidst at gå efter civile som mål for selvmordsbomber.

Sherdia Zuhur, lektor i islamisk og regional forskning på Institut for Strategiske Studier ved U.S Army War College, skriver:

"Hamas’ aktioner omfattede ikke selvmordsangreb før 1994, da en amerikanskfødt israelsk bosæt-ter, Baruch Goldstein, den 25. februar beskød og kastede håndgranater mod ubevæbnede bedende i 9

al-Haram al-Ibrahimi moskeen i Hebron og dræbte 29 mennesker. Man antog, at Goldstein havde fået adgang ved hjælp af israelske tropper. Indtil den dato var israelsk militær det eneste mål for Hamas. Hamas indstillede den slags angreb, der var meget kontroversielle blandt andre palæsti-nensere, i 1995 og genoptog dem efter det "målrettede drab" på Hamas-lederen Yahya Ayyash."[34]

Zuhur bemærker videre, at "Hamas opretholdt en pause på tre år i selvmordsangreb, som så blev genoptaget i et år og muligvis brudt med et angreb på Dimona i januar 2008, som kan være udført af Hamas eller af andre aktører."[35]

Og med mellemrum har Hamas affyret raketter mod civile områder, hvilket også er en form for terrorisme.

Denne opfattelse antyder, at Hamas nok har engageret sig i terror, ikke har udelukket det, men at Hamas også er lydhør overfor at afstå fra terror, hvis de anser omstændighederne for passende. En sådan opfattelse bør fordømmes - terrorisme er altid forkert - men Israels opfattelse af terror må lige så vel fordømmes.

Her skal man huske USA’s officielle terrordefinition: "Overlagt, politisk motiveret vold begået mod ikke-kombattante mål."[36] Tre ting skal bemærkes her:

For det første. At påføre civile smerte med politisk formål har længe været officiel israelsk politik. Da Hamas bortførte en israelsk soldat i juni 2006, svarede Israel igen med at tilintetgøre Gazas eneste kraftværk, hvilket forårsagede massiv lidelse.[37] Israelske ledere har åbent indrømmet, at de ville smadre Gazas økonomi for derigennem at underminere støtten til Hamas. (At dette er en idiotisk politik gør den ikke mindre umoralsk. At regeringerne i USA, EU og Ægypten er medskyldige i denne politik gør det tilsvarende ikke mindre umoralsk.) Gazas indbyggere har set fattigdom og arbejdsløshed ryge i vejret og deres sundhed og velfærd falde, når Israel har lukket deres græn-ser, afskåret dem fra brændstof- og elektricitetsforsyninger og tilbageholdt deres egne skatteind-tægter. Menneskerettighedsgrupper [38] og FN-ansatte [39] har fordømt denne politik med øko-nomisk strangulering, og anser den for "kollektiv afstraffelse."

Når Thomas L. Friedmann i New York Times udtrykker håb om, at Israel følger en strategi i Gaza, der prøver at påføre "kraftig smerte på Gazas civile" så støtter han en politik, der er umulig at skelne fra USA’s regering officielle definition på terror[40].

For det andet. I årenes løb har Israel med vilje dræbt civile. Blandt andet har det brugt dødbrin-gende ammunition mod demonstranter, der ikke udgjorde nogen alvorlig trussel.[41] Israel har målrettet dræbt sundhedspersonale og journalister.[42] Og nu har Israel målrettet dræbt civilt politi og ikke-militære regeringsansatte i Gaza (mere herom senere). 10

For det tredje. Selv når det ikke direkte har sigtet på civile, har Israel vist fuldkommen ligegyldighed med hensyn til civiles velfærd og dræbt mange. Det er ikke "uheldige fejltagelser", men resultat af overlagt, kriminel ligegyldighed. Det er rigtigt at der i israelsk lov skelnes mellem overlagt og ikke overlagt drab, hvor det første er en langt alvorligere forbrydelse end det andet. Men loven aner-kender også, at der undertiden kan være lige så megen grund til at fordømme kriminel uagtsom-hed som forsætlig kriminalitet. Som den palæstinensiske menneskeretsorganisation Al Haq rigtigt anfører: "Valget af mål og angrebsmetoder og antallet af dræbte og sårede civile indikerer klart en hensynsløs ligegyldighed med civiles liv, der er synonym med forsæt."[43]

Tænk over kendsgerningerne før det nuværende israelske angreb på Gaza blev sat ind.

Ifølge den israelske menneskeretsorganisation B'Tselem blev 2.990 palæstinensere i Gaza dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i perioden fra 29. september 2000 (begyndelsen af den anden Intifada) til 30. november 2008. Af de dræbte var 1.382 personer kendt som ikke deltagende i fjendtligheder-ne. [44] (I samme syvårige periode dræbte palæstinensiske raketter i alt 22 israelske civile.[45]) Hvis disse palæstinensiske raketter var lig med terrorisme og krigsforbrydelser - og det var de - hvor meget større var så ikke den israelske regerings forbrydelser?

Sådan forholder det sig, hvad enten israelske talspersoner proforma udtrykker beklagelse eller erklærer, som daværende premierminister Ariel Sharon gjorde det i marts 2002: "Palæstinenserne skal rammes, og det skal gøre ondt. Vi må påføre dem tab og ofre, så de føler den tunge pris."[46]

Jo. Men læg mærke til, at nok er Israels våben langt mere præcise end Hamas’, men de er ikke præcise nok til at ramme militære mål uden at påføre civile i nærheden betydelig skade. Og marine- og luftbombardementer, artilleriild og beskydning fra kampvogne kan med sikkerhed ikke være præcist nok til at undgå at ramme civile i et så tætbefolket område som Gaza.

Folkeretten siger helt klart, at fjendens forbrydelser ikke retfærdiggør gengældelsesforbrydelser. Det gælder for palæstinenserne, såvel som (og på grund af magtuligheden specielt) for israelerne.

Palæstinensiske angreb på israelske civile - hvad enten det sker med raketter eller selvmordsbomber - er umoralske og virker mod deres hensigt, i og med de styrker de mest reaktionære elementer i det israelske samfund. Men de er ikke overraskende. Ehud Barak – i skrivende stund Israels for-svarsminister - indrømmede i et interview, at hvis han var blevet født som palæstinenser, ville han sandsynligvis have tilsluttet sig en terrororganisation.[47] Og den tidligere israelske politiker Yossi Sarid skrev den 2. januar 2009:

"I denne uge talte jeg med mine studenter om Gaza-krigen i forbindelse med en forelæsningsrække om national sikkerhed. Der var en studerende, som havde udtrykt ret konservative, alment aner-kendte synspunkter – dvs. let højreorienterede synspunkter – som tog fusen på mig. Uden nogen 11

provokation fra min side tilstod han oprigtigt: 'Hvis jeg var ung palæstinenser, ville jeg indædt bekæmpe jøderne, også med terror. Den, der siger noget andet, er fuld af løgn’." [48]

Palæstinenserne i Gaza levede i to årtier under ægyptisk administration; derefter har de i fire årtier lidt under en brutal og udmarvende israelsk besættelse. Som den israelske historiker Avi Shlaim forklarer: "Med en stor befolkning af flygtninge fra 1948, klemt sammen på en lille stribe land uden infra-struktur eller naturressourcer, har Gazas fremtidsudsigter aldrig været lyse. Gaza er imidlertid ikke bare et tilfælde af økonomisk underudvikling, men et enestående grusomt eksempel på bevidst modudvikling. For at bruge den bibelske sætning, så omdannede Israel Gazas indbyggere til brændehuggere og vandbærere, til billig arbejdskraftreserve og tvungne aftagere af israelske varer. Udviklingen af lokal industri blev aktivt forhindret, for at gøre det umuligt for palæstinenserne at slippe ud af deres underordnede stilling overfor Israel og etablere det økonomiske fundament, som er afgørende for virkelig politisk uafhængighed."[49]

Livsbetingelserne for Gazas indbyggere er rædselsfulde. Menneskerettighedsgrupper og hjælpeor-ganisationer erklærede i marts 2008, at "situationen for 1,5 million palæstinensere i Gaza-striben er værre nu end nogensinde før siden starten af Israels militære besættelse i 1967."[50] Den brede majoritet af Gaza-palæstinensere er ikke efterkommere af folk, der oprindeligt stammer fra Gaza. De er derimod efterkommere af folk, som boede i hvad der i dag er Israel, og de blev drevet ud i 1948 for at leve som flygtninge. Og når menneskene i Gaza således i deres elendighed kigger ud, så er det de ser i nærheden af sig israelske byer, som er bygget på land, der engang var palæsti-nensiske landsbyer.[51] Nogle palæstinensere i Gaza affyrer raketter mod disse israelske byer. Raketterne fremmer ikke den palæstinensiske sag. Men de er ikke overraskende.

Shalit er en soldat der blev taget til fange, mens han gjorde tjeneste. Det er ikke klart, hvorfor det skulle anses for en kidnapning. Folkeretten er lidt mudret her: det er upassende at holde tilfange-tagne soldater som gidsler, og alle fanger har krav på human behandling. Men det er ikke upas-sende at tage fjendens soldater til fange, ej heller at udveksle fanger. I hvert fald påpeger palæ-stinenserne, at omkring 11.000 palæstinensere fra de besatte områder tilbageholdes i israelske fængsler.[52] Nogle af dem kan være skyldige i krigsforbrydelser, og nogle kan simpelthen være medlemmer af en væbnet modstandsbevægelse. Men mange hundrede af dem tilbageholdes uden anklage[53] - (750 uden anklage, da Shalit blev fanget, og ca. 570 i november 2008). Så der er hundredvis af palæstinensiske fanger, der formentlig ikke er skyldige i nogen forbrydelse, og dog bliver tilbageholdt mod deres vilje ligesom Shalit. Netop dagen inden Shalit blev fanget, pågreb israelske kommandosoldater to civile fra Gaza, Osama og Mustafa Muamar - her er ordet "kidnap-pede" mere nøjagtigt - trods det faktum, at Israel angiveligt havde trukket sig tilbage fra Gaza ni måneder tidligere.[54] 12

Israel reagerede på Shalits tilfangetagelse ved militær indtrængen i Gaza og ubønhørlig kanon-beskydning og bombning af Gaza. Mellem 26. juni og 15. november dræbte den israelske hær 387 palæstinensere. Mere end halvdelen af dem, 206 personer, "heraf 81 mindreårige og 45 kvinder, tog ikke del i fjendtlighederne, da de blev dræbt"[55] ifølge den israelske menneskerettigheds-organisation B'Tselem. Gazas elekticitetsværk blev lagt i ruiner, og grænserne blev lukket; 8 mini-stre og 26 parlamentsmedlemmer fra Hamas blev arresteret sammen med andre officielle repræ-sentanter. FNs særlige rapportør for Menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder, John Dugard, opsummerede:

"I virkeligheden er det palæstinensiske folk blevet underkastet økonomiske sanktioner – det er første gang, et besat folk er blevet behandlet sådan. Det palæstinensiske folk, snarere end det Palæstinensiske Selvstyre, er blevet påført den mest rigide form for internationale sanktioner i nyere tid."[56]

Kendsgerningerne er helt klare. Uanset visdommen i det, så foregreb Hamas' magtovertagelse i Gaza en sammensværgelse mellem Fatahs sikkerhedschef Mohammed Dahlan og amerikanske topembedsmænd; sammensværgelsen gik ud på militært at drive den valgte Hamas-regering fra magten. Den undersøgende journalist David Rose konkluderede på basis af dokumenter og inter-view: "Den hemmelige plan gav bagslag... I stedet for at drive fjenden fra magten, provokerede de USA-støttede Fatah-kæmpere indirekte Hamas til at tage total kontrol over Gaza."[57]

Hamas og Iran er allierede, og de har fælles interesser, men det er ikke ensbetydende med, at Teheran dikterer Hamas' politik.

Den påstand, som er udspredt af den israelske regering og dens støtter, at Hamas simpelthen handler på ordre fra Iran, er uholdbar af flere grunde.

For det første, hvis Iran brugte Hamas til at aflede et muligt israelsk angreb på sine atomanlæg, så er tidspunktet meningsløst. Der var en periode, da et israelsk eller et fælles amerikansk-israelsk angreb på Iran syntes muligt. Men det tidspunkt faldt sammen med våbenhvilen mellem Israel og Hamas. I december 2008 var der ingen, der for alvor diskuterede et nært forestående israelsk angreb på Iran.

For det andet, hvis Iran kan få Hamas til at gå i krig mod Israel, hvorfor har det så ikke fået Hiz-bollah til at gøre det samme (hvilket ville lette presset på Hamas)?

Alt i alt, uanset hvad Hamas’ forbindelser til Iran er, så er Hizbollah stærkere (Hizbollah er shiiter ligesom iranerne; de ideologiske rødder forbinder dem med Iran.[58] Hizbollah kunne let bevæb-nes via Syrien. Hamas er sunnier og kan kun indsmugle meget få våben fra Iran). Klart nok synes Hizbollah ikke, at det tjener dets interesser at gå i krig for Hamas. Hvis Iran ikke kan få Hizbollah 13

til at handle mod egne interesser, er der ingen grund til at tro, at de kan få Hamas til det.

Iran har forsynet Hamas med penge, hvilket er blevet stadigt vigtigere efter at de er afskåret fra international hjælp. Og øjensynligt er nogle af Hamas’ kæmpere trænet i Iran - men i en organisa-tion med 10-20.000 bevæbnede mænd kan de få hundrede, der er trænet i Iran, næppe være afgørende. Iran har indflydelse på Hamas, men der er ingen grund til at tro, at Hamas blindt har fulgt Irans ordrer. [59] Israel er sandsynligvis mere afhængig af militær og diplomatisk støtte fra USA, end Hamas er af Iran.

Efter næsten et års militære træfninger og Israels forkrøblende blokade, indgik Hamas og Israel i juni 2008 en slags våbenhvile.

De to sider ville ikke tale sammen direkte, så det var en ægyptisk formidlet forståelse, hvis betin-gelser aldrig formelt blev skrevet ned. Associated Press rapporterer betingelserne som:

"Våbenhvilen træder i kraft kl. 6 morgen torsdag den 19. juni."

"Al vold mellem Gaza og Israel ophører. Efter 3 dage lemper Israel sin blokade af Gaza og tillader flere livsnødvendige forsyninger at komme ind."

"En uge senere letter Israel yderligere restriktionerne for passage af lastbiler."

"I slutstadiet føres der samtaler om åbning af Rafah-overgangen mellem Gaza og Ægypten og en fangeudveksling for at befri Gilad Shalit, som er blevet tilbageholdt af Hamas-venlige grupper i to år"[60]

Selvom Israel i december 2008 prøvede at påstå, at våbenhvilen var tidsmæssigt ubegrænset,[61] henviste alle (inkl. den israelske regering i juni 2008) til, at våbenhvilen var planlagt til at vare 6 måneder med håb om yderligere forlængelse.[62] Hamas havde ønsket, at den skulle gælde for både Gaza og Vestbredden, men det afslog Israel.

Forskellige palæstinensiske væbnede grupper - dog ikke Hamas - havde forbehold over for våben-hvilen, men de indvilgede i at respektere den. Islamisk Jihad sagde dog, at nok ville de rette sig efter våbenhvilen, men at de opfattede Gaza og Vestbredden som udelelige og således forbeholdt sig ret til fra Gaza at gengælde angreb på deres medlemmer på Vestbredden.

Som nævnt ovenfor blev våbenhvilebetingelserne aldrig skrevet ned, og de er omstridte.

ITIC (Intelligence and Terrorism Information Center), som er en tænketank knyttet til den israel-ske regering skriver:

"Det er Israels holdning, at våbenhvilen forpligter Hamas og de andre terrororganisationer i Gaza-14

striben til at afslutte våbensmuglingen og indstille den militære opbygning."[64]

Hamas og de andre palæstinensiske grupper har imidlertid ikke indgået en sådan forpligtelse.[65] Og israelske ledere lader ikke til at se nogen modsætning mellem deres insisteren på, at Hamas standser sin militære opbygning og så deres egne aktiviteter. En embedsmand ved den israelske premierministers kontor fastslog, at under våbenhvilen ville "Israels hær fortsætte med at forberede en militær aktion i Gazastriben for det tilfælde, at våbenhvilen bryder sammen..." Og general-stabschef Gabi Ashkenazi sagde, at hæren ville sætte sin lid til våbenhvilen, men dog samtidig forberede en aktion."[66]

Hamas brugte givet våbenhvilen til at indsmugle våben, ligesom Israel brugte våbenhvilen til åbenlyst at importere et meget større antal af meget mere dødbringende våben.

Våbenhvilen fik en vaklende start. Islamisk Jihad affyrede nogle få raketter fra Gaza som svar på, at israelerne havde dræbt et af deres førende medlemmer på Vestbredden. (67) Men Hamas var generelt i stand til at overbevise de andre palæstinensiske grupper om, at man skulle respektere våbenhvilen. I de fem en halv måned før våbenhvilen blev der affyret 1.072 raketter og 1.199 mortergranater fra Gaza. I de fire og en halv måned fra starten af våbenhvilen til den 4. november 2008 var der 20 raketter og 18 mortergranater. (68) Ingen israelere blev dræbt – hverken af raket-ter, mortergranater, snigskytter eller hjemmelavede bomber fra Gaza fra midten af juni til den 4. november. (69)

Om disse sporadiske affyringer i denne periode skrev ITIC (the Intelligence and Terrorism Infor-mation Center):

"Hamas var omhyggelig med at overholde våbenhvilen, og dets operationer omfattede ikke raket-angreb. Samtidig prøvede Hamas at gennemtvinge aftalens betingelser i de andre terrororganisa-tioner og at få dem til at respektere den. Hamas skred flere gange ind imod grupper, som krænkede aftalen, men i begrænset omfang i form af kortvarig tilbageholdelse og konfiskering af våben… Men det stod klart, at Hamas så vidt muligt søgte at undgå direkte konfrontation med slyngelorganisa-tioner (især Islamisk Jihad) for ikke at blive beskyldt for samarbejde med Israel eller for at skade ’modstanden’. Hamas fokuserede derfor på at bruge politiske argumenter for at overbevise organi-sationerne om, at de skulle overholde betingelserne for våbenhvilen, og på at søge støtte i den offentlige mening i Gaza (foruden at deres aktivister udfærdigede erklæringer om, hvad der blev opnået ved våbenhvilen)". (70)

Hvad angår grænseovergangene, lempede Israel på lukningerne, men tillod ikke, at der kom nær så meget ind som i december 2005 (før Hamas vandt parlamentsvalget) eller i maj 2007 (før Hamas overtog magten i Gaza). I juli 2008, våbenhvilens første hele måned, "oplevede befolkningen i Gaza kun et beskedent udbytte af våbenstilstanden, der var indgået den 19. juni, idet antallet af 15

varer, der blev tilladt kørt ind i Gaza, lå langt under det aktuelle behov" ifølge FN. (71) Importen var under halvdelen af, hvad den havde været i december 2005. Ikke desto mindre var importen højere end i august, hvor den faldt med 30 %, svarende til niveauet for marts 2008 – hvor hjælpe-organisationerne og menneskerettighedsgrupperne talte om en "humanitær implosion". I septem-ber steg den med 15 %, men i oktober faldt den igen med 30 % (se tabellen herunder). Desuden fortsatte Israel med at forbyde enhver eksport fra Gaza under hele våbenhvilen, (72) hvilket i bund og grund bragte Gazas økonomi til ophør. I oktober 2008 meddelte Verdensbanken, at kun 2 % af Gazas industrivirksomheder stadig fungerede. Industriarbejdspladserne var faldet fra 35.000 til 840, og 40.000 job inden for landbruget var gået tabt. (73)

Påstanden om at Hamas afslog at forny våbenhvilen er forkert. Det, Hamas afslog, var at forny en våbenhvile, hvorunder Israel fortsat kunne bryde sin pligt til at ophæve blokaden. Som Khalid Mish’al udtrykte det: "Da denne brudte våbenhvile nærmede sig afslutningen, udtrykte vi, at vi var parate til en ny omfattende våbenhvile, mod at blokaden blev ophævet og alle Gazas grænseover-gange åbnet, herunder Rafah. Men vi talte for døve øren". Mange erklæringer før udløbet af våben-hvilen har helt klart vist, at dette var Hamas’ standpunkt. [82] Jimmy Carter beskriver sine forsøg på mægling:

"Det afgørende spørgsmål var helt klart åbningen af overgangene til Gaza. Repræsentanter for Carter-centeret besøgte Jerusalem, mødtes med israelske embedsmænd og spurgte, om dette var muligt mod at raketangrebene ophørte. Den israelske regering foreslog uformelt, at 15 % af de 17

normale forsyninger måske var mulige, hvis Hamas først stoppede alle raketaffyringer i 48 timer. Dette var uacceptabelt for Hamas, og fjendtlighederne brød ud." [83]

15 % af de normale forsyninger var endnu mindre end det utilstrækkelige niveau i juli. [84] Det er derfor ikke noget at sige til, at Hamas ikke var interesseret i en sådan aftale.

Lad os høre, hvad forskellige eksperter siger. Sharifa Zuhur, en førende amerikansk Hamas-ekspert, skriver i en undersøgelse netop udgivet af the Army War College:

"Erklæringer om tahdiya (rolig periode), der kom i stand ved Alastair Crooke for at afslutte sådanne angreb, blev afgivet i 2002 og 2003. Crooke er tidligere sikkerhedsrådgiver for EU-rådets general-sekretær, Javier Solana.

I dag er Crooke leder af Conflict Forum, der anbefaler forhandlinger med Hamas. Endnu en tahdiya fandt sted fra marts 2005, men de to første blev brudt, da israelerne snigmyrdede Hamas-ledere."[85]

Og en tidligere europæisk sikkerhedsembedsmand, der blev interviewet af International Crisis Group, henviste til "fortsatte israelske myrderier og drab, der fuldstændigt underminerede ægte forsøg på nedtrapning: Israels svar skabte en selvopfyldende profeti. De havde forventninger om fiasko og garanterede den faktisk selv… Der var fortsatte provokationer, en afvisende attitude, ingen tillidsskabende foranstaltninger og uhensigtsmæssige erklæringer. Israels forsvarsminister erklærede offentligt, at Hamas var ved at omgruppere, og at IDF (det israelske militær) måtte forberede sig på massive angreb. Hvorefter Hamas begynder at forberede sig på denne eventualitet. For Israel er dette bevis på den oprindelige tese, en grund til krig. De angriber, Hamas svarer igen, IDF føler sig retfærdiggjort, og hudna (våbenhvile) er historie." [86]

Ja, selvfølgelig havde det det. Israel kunne have udvidet våbenhvilen ved at gå med til at hæve blokaden (hvilket det af moralske grunde burde have gjort alligevel).

Og desuden kunne det have taget skridt til at afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt mere generelt ved at acceptere det Arabiske Fredsinitiativ. Dette initiativ opfordrer Israel til at trække sig tilbage til grænserne fra 1967 og til oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad. Denne plan bakkes op af alle de arabiske stater – som tilbød Israel efterfølgende anerkendelse. [87] Og som tidligere bemærket har selv Hamas tilkende-givet sin støtte til planen. [88] Omkring tre fjerdedele af palæstinenserne bakker op bag planen. [89]

Dette er det fundamentale problem i Palæstina: Israel besætter palæstinensisk jord og synes fast besluttet på at beholde de mest værdifulde dele af den og efterlade palæstinenserne småstumper 18

hvor det er umuligt at etablere en levedygtig og uafhængig stat. Så længe Israel opretholder de illegale bosættelser, er palæstinenserne henvist til bantustans.

Før denne grundlæggende realitet bliver ændret, før besættelsen ophører, vil der ikke blive fred i Palæstina.

Man kan godt forstå, hvorfor Tel Aviv ikke brød sig om at leve med truslen fra Hamas-raketter. Men man må også forstå, hvorfor folk i Gaza ikke brød sig om at leve med truslen fra de israelske F-16 fly. Forskellen mellem de to er, at den trussel folk i Gaza står overfor, ikke er hypotetisk eller blot en trussel, sådan som begivenhederne i de sidste uger har vist.